Oplysningstiden

Indledningen til Immanuel Kants afhandling Svar på spørgsmålet: Hvad er oplysning? (Beantwortung der Frage: Was ist Aufklärung?) Halle 1799.[1] Der indledes med de berømte sætninger: "Oplysning er menneskets udgang af dets selvforskyldte umyndighed. Umyndighed er manglen på evne til at bruge sin forstand uden en andens ledelse. Selvforskyldt er denne umyndighed, når årsagen til den ikke ligger i forstandens mangler, men i manglende beslutsomhed og mod til at bruge den uden en andens ledelse."

Oplysningstiden var en periode i Europas kulturhistorie fra ca. 1700 til ca. 1800. Begrebet "oplysning" hentyder til, at filosoffer og videnskabsmænd udvidede menneskets viden og udbredte den til en bredere kreds. Samtidig blev denne viden brugt til at sætte spørgsmålstegn ved autoriteter som kongemagt og kirke. Man ønskede at se fordomsfrit på de fænomener, man undersøgte. Man søgte en naturlig og fornuftig forklaring.[2]

Oplysningstiden var præget af en optimistisk tro på menneskets fornuft og dens evne til at erkende tilværelsen. Fornuften blev betragtet som uafhængig af enhver autoritet, og dermed som et redskab til at opnå frihed i forhold til autoriteterne. En vigtig inspiration kom fra naturvidenskaben, som i forbindelse med den naturvidenskabelige revolution i 1500-tallet og 1600-tallet havde haft succes med at forklare mange fysiske fænomener.

På det religiøse område var deismen fremtrædende. Den stod for troen på en Gud, der har skabt verden som et stort urværk, et perfekt system der kører af sig selv. Efter at have skabt verden griber Gud ikke aktivt ind i verdens begivenheder, for eksempel ved en speciel åbenbaring. Deismen var et udtryk for naturvidenskabens indflydelse på religionen.

I oplysningstiden opstod der en fornyet interesse for naturlig religion - den religion, der er i overensstemmelse med fornuften. Et slagord i tiden var ”Gud, dyd og udødelighed”. Hermed angav man, hvad man mente var de tre hovedelementer i den naturlige religion.[3]

Eftersom kristendommen ifølge oplysningsfilosofien ikke har patent på sandheden, blev det almindeligt at slå til lyd for religiøs tolerance: Det er ikke de enkelte religioners og sekters egenart, der er afgørende, men deres grad af overensstemmelse med den naturlige religion.

Ordet "oplysning" har siden oldtiden betegnet både religiøst og filosofisk klarsyn. Ordet "oplysningstid" stammer fra Immanuel Kants afhandling Svar på spørgsmålet: Hvad er oplysning? fra 1784.

  1. ^ Teksten lyder i oversættelse: "Oplysning er menneskets udtræden af dets selvforskyldte umyndighed. Umyndighed er en mangel på evne til at bruge sin forstand uden en andens styring. Selvforskyldt er denne umyndighed, når årsagen til den ikke ligger i forstandens mangler, men i manglende beslutsomhed og mod til at bruge den uden en andens ledelse. Sapere aude! Hav modet til at bruge din egen forstand! Er altså oplysningens valgsprog. Dovenskab og fejhed er grundene til, at så stor en del af menneskene til stadighed bliver ved med at være umyndige, til trods for at de for længst har erklæret naturen fri for fremmed styring; og til at det bliver så let for andre at opkaste sig til deres formyndere. Det er så bekvemt at være umyndig. Har jeg en bog, som har forstand i stedet for mig, en sjælesørger, der har samvittighed i stedet for mig, en læge, der vurderer diæten for mig osv. så har jeg ikke behov for selv at anstrenge mig."(tysk)
  2. ^ Litteraturens veje, s. 89
  3. ^ Religionsleksikon på nettet: Oplysningstiden [1] (Webside ikke længere tilgængelig)

Developed by StudentB