Parlamentsvalget i Holland 2006

Hollands Tweede Kamer. Pladser fra 2006
I alt 150 pladser

     PvdD (2)     D66 (3)     GL (7)     SP (25)      PvdA (33)

     CU (6)     CDA (41)     VVD (22)     SGP (2)     PVV (9)

Parlamentsvalget i Holland 2006 (Tweede Kamerverkiezingen) fandt sted 22. november 2006. Oprindeligt skulle valget være holdt ved valgperiodens slutning og var fastsat til onsdag den 16. maj 2007, men rykket en dag frem til 15. maj, da den følgende torsdag var en feriedag. Imidlertid blev et fremskudt valg i november nødvendigt, da regeringen Balkenende II i slutningen af juni mistede sit parlamentariske flertal, fordi det mindste parti, D66, trak sig ud af i koalitionsregeringen. Statsminister Balkenende tilbød derpå at træde tilbage, men blev af dronningen opfordret til at lede en mindretalsregering, regeringen Balkenende III. Selvom denne regering kunne skaffe flertal fra sag til sag sammen med små partier, ville den ikke fortsætte hele valgperioden ud og udskrev derfor valg.

Der er 150 pladser i det hollandske parlaments andetkammer (Tweede Kamer). Valget gik forholdsvis godt for det førende regeringsparti, Christen-Democratisch Appèl (CDA), som fortsat blev det største parti med 41 pladser, hvilket var et tab på tre mandater. Den største mandatgevinst fik socialistpartiet (SP), som gik fra ni til 25 mandater. Det største oppositionsparti, det socialdemokratiske arbejderparti PdvA tabte ni af sine 42 pladser, men også det højre-liberale Volkspartij voor Vrijheid en Democratie (VVD) og det progressive liberale Democraten 66 (D66) led væsentlige tab af mandater, henholdsvis seks af 28 og tre ud af seks. Nye partier som det højreorienterede frihedsparti Partij voor de Vrijheid (PVV) under det tidligere parlamentsmedlem for VVD Geert Wilders og dyreretspartiet Partij voor de Dieren (PvdD) havde succes, idet PVV fik ni mandater, mens PvdD opnåede to mandater og derved blev den første dyreretsgruppe, som fik plads i et europæisk parlament.[1]

Langvarige forhandlinger i 2006-2007 om regeringsdannelsen mundede 22. februar 2007 ud i dannelse af en kristelig-social regering, regeringen Balkenende IV, der er en koalitionsregering bestående af partierne CDA, PvdA og ChristenUnie.

Valgkort til parlamentsvalget 2006. Fra Amsterdam.
  1. ^ Hollands dyreretsparti vinder to pladser ved valget, Reuters, 23. november 2006 (engelsk)

Developed by StudentB