Pave Gregor 1. | |||
---|---|---|---|
Født | 540, 540 Rom | ||
Valgt | 3. september 590 | ||
Død | 12. marts 604 Rom | ||
Hvilested | Peterskirken | ||
Festdag | 12. marts, 25. marts, 3. september | ||
| |||
Pave Gregor 1. (ca. 540 – 12. marts 604) var pave fra 590. Han er også kendt som Gregor den Store. Han fremstår som en af de mest indflydelsesrige og betydelige paver i historien.
Gregor 1. stammede fra en gammel romersk patricierslægt og blev tidligt udnævnt til praefectus urbi (præfekt i Rom). Senere gik han i kloster og blev pavelig legat i Konstantinopel 578-585. Med sin stærke personlighed blev han i september 590 indsat som pave efter forlangende af befolkningen i det østgotiske rige.
I den periode var pavestolen en markant politisk faktor, og Gregor var primus motor i våbenstilstanden med langobarderne samt Italiens genrejsning efter Romerrigets sammenbrud. På det religiøse plan var han organisator af Kirkens forvaltning og mission i de vestlige lande, med blandt andet målrettet indsats med udsendelse af munke til Britannien. Desuden skrev han teologiske lærebøger. Han regnes som en af de storekirkefædre) og reformerede liturgien. Han grundlagde en skole for kirkemusikere, og den gregorianske kirkesang er opkaldt efter ham.[1]