Petergruppen

Petergruppen var en terrorgruppe, der blev oprettet i slutningen af 1943 under besættelsen af den tyske besættelsesmagt og som øvede såkaldt kontrasabotage som svar på modstandsbevægelsens sabotageaktioner. Petergruppen var opkaldt efter den tyske gruppeleder Otto Schwerdts dæknavn: Peter Schäfer. Dens officielle navn var Sonderkommando Dänemark. Petergruppen var også kendt som Brøndum-banden.

Ideen bag kontrasabotagen var at fjerne modstandsbevægelsens opbakning i samfundet ved at enhver sabotagehandling blev fulgt op af en kontrasabotage på bygninger og institutioner af almen interesse, udflugtsmål m.m. Flere filmselskaber blev sprængt som reaktion på at danskerne boykottede de biografer, der viste tyske film.

Den 4. januar 1944 dræbtes Kaj Munk af Petergruppen, den 10. januar 1944 udførte Petergruppen sabotage mod Studenterforeningens bygning på Vestre Boulevard (nu H.C. Andersens Boulevard) 6 i København, hvor skaderne blev opgjort til 120.000 kr. Øvrige aktioner i januar 1944: 11. januar: Garageanlæg, Enghavevej 31, 14.000 kr. 17. januar: Hellerup Flødeis, Onsgaardsvej 3, 138.000 kr. 25. januar: Danske Studenters Roklub, Strandvænget. Hellerup Roklub, 227.000 kr. Mordforsøg på grev Brockenhuus Schack 31. januar og mord på politibetjent Falkenaa samme dag. Dette var Petergruppens resultater den første måned.

Fra den 31. december 1943 til 4. maj 1945 udførte gruppen 94 drab, 25 drabsforsøg, 8 togattentater der kostede 26 menneskeliv, 157 sprængninger af bygninger etc. med skader for cirka 100.000.000 kroner. I alt cirka 160 dræbte, et stort antal sårede og mange invaliditeter til følge.

En af gruppens mest opsigtsvækkende aktioner fandt sted så sent som 22. februar 1945, da gruppen med sprængninger og fosforbomber lagde store dele af Guldsmedgade øde i Århus. Bomberne var tidsmæssigt indstillet forskudt til store fare for de mennesker, der forsøgte at deltage i redningsarbejdet. Syv mennesker døde som følge af eksplosionerne og de efterfølgende brande.

En af de mest aktive i Petergruppen var den århusianske malersvend Kai Henning Bothildsen Nielsen, der da også blandt meget andet stod i spidsen for aktionen i Århus. Bothildsen Nielsen blev efter krigen sammen med seks jævnaldrende medskyldige dømt til døden og i en alder af 27 år henrettet (skudt) i København natten mellem den 8. og 9. maj 1947. Højesteretsdommen over de 7 dødsdømte findes i Ugeskrift for Retsvæsen 1945, side 705. Desuden blev Børge Jensen idømt livstid. Ved landsrettens behandling af sagen var desuden Kaj Christian Jensen idømt livstid.

Petergruppen var i begyndelsen på 13 mand, heraf var de seks danskere. Lønnen for indsatsen i gruppen var først 35 kr. og senere 50 kr. om dagen. Medlemmerne skulle selv betale rejseomkostninger. De anvendte våben og sprængstoffer var engelske og amerikanske materialer, der var faldet i tyskernes besiddelse.


Developed by StudentB