Planter

Planter
De stive vægge, opbygget af cellulose, er kendetegnende for alle planter.
De stive vægge, opbygget af cellulose,
er kendetegnende for alle planter.
Videnskabelig klassifikation
OverdomæneBiota
DomæneEukaryoter (Eucaryota)
(urangeret)Bikonta
(urangeret)Archaeplastida
RigePlantae
Hjælp til læsning af taksobokse

Planter (Plantae) eller planteriget er et rige, der hører under eukaryoterne. Langt de fleste planter er i stand til at udføre fotosyntese, som er en (af flere) væsentlige forudsætninger for at planterne kan være autotrofe. Herved adskiller planterne sig fra f.eks. både dyr og svampe der er heterotrofe. Planter kan desuden lagre stivelse, besidder klorofyl a og b, har plastider, der er bundet af kun to membraner, plantecellerne har cellevægge, som består af cellulose, og planterne kan formere sig med anisogameter.

For de fleste mennesker er en plante et velkendt begreb omfattende urter, buske og træer med grønne blade, stængler eller stammer, og rødder. En hel del planter afviger dog fra disse velkendte kendetegn. F.eks. kan den grønne farve (klorofyl) mangle, rødderne kan mangle og der er mange andre afvigelser. Andre velkendte begreber som blomst og frø er forbeholdt en gruppe planter kaldet frøplanter.

Alger er en bredt sammensat gruppe af organismer, hvoraf kun nogle (eller ingen) henregnes til planteriget. Svampe regnedes tidligere med til planteriget, men placeres i dag i deres eget rige. Laver er symbiotiske organismer bestående af en alge og en svamp.

Planter har stor betydning for både mennesket, dyr og for klimaet. Planterne er via fotosyntesen den primære kilde til den ilt som alle dyr (og mennesker) indånder. Desuden er planter den primære fødekilde for en stor gruppe dyr, planteæderne, men også for mennesker og en række andre "altædende" er planter en afgørende vigtig fødekilde. Træer spiller en stor rolle som kilde til brændsel og tømmer. Og for mennesket spiller planter også en stor rolle indenfor medicin og symbolik.

Denne artikel omhandler primært botaniske emner.


Developed by StudentB