Politik i Antikkens Rom |
---|
Perioder |
|
Folkeforsamlinger |
Almindelige magistrater |
Særlige magistrater |
Politiske institutioner |
Forfatning |
Romerret |
Senatus consultum ultimum |
Titler og hæder |
Del af historieportalen |
Plebejertribun, plebejernes tribun, folkets tribun eller folketribun (latin: tribunus plebis) var den første embede i den romerske republik, der var åbent for plebejerne. Embedet var gennem hele republikkens historie den vigtigste kontrol af det romerske senats og romersk magistraters magt, og det fungerede derfor som det vigtigste politiske redskab for plebejernes i deres magtkamp mod patricierne. Plebejerne valgt hvem (andre plebejer), der skulle besidde disser embeder.
Disse tribuner havde magten til at indkalde og præsidere over Concilium Plebis; at indkalde senatet; at foreslå lovgivning; og at gribe ind på vegne af plebejere i juridiske spørgsmål. Den væsentligste magt denne tribune havde var at kunne nedlægge veto mod konsulernes og andre magistraters handlinger – dermed kunne tribunen beskytte plebeiernes interesser. Plebejertribuner fandt typisk sted siddende på særlige bænke, der var opstillet til dem i Forum Romanum. Tribunerne var hellige, hvilket betød, at ethvert angreb på deres person kunne straffes med døden. I kejsertiden blev tribunatets beføjelser givet til kejseren som en selvfølge, og embedet mistede sin uafhængighed og de fleste af sine funktioner.[1]
Plebejertribuner var i Romerriget oprindelig de ledere, plebejerne valgte under deres politiske kampe imod patricierne. I mellem Republikken blev plebejertribunerne anerkendt i det politiske system. Kun plebejere kunne vælges til embedet og det var derfor ikke en del af cursus honorum.