Poul Ankers Gade er en gade i Indre By i København, der går fra Store Kongensgade til Grønningen. Gaden blev opkaldt efter Poul Anker (1630-1692) i 1907. Poul Anker var præst i Hasle og deltog i den bornholmske opstand i 1658 mod svenskerne, der havde overtaget øen efter Roskilde-freden.[1]
Gaden er en af fire gader med bornholmske navne i et lille kvarter mellem Esplanaden, Grønningen og Store Kongensgade. Hvor kvarteret ligger nu, anlagdes i 1789 Husarkasernen. I 1898 erstattedes kasernen af en ny på Østerbro, og de gamle bygninger blev revet ned i 1902. Desuden blev Grønningen flyttet et stykke mod nordøst til sin nuværende placering. Det var planen at opføre etageejendomme med store lejligheder i området. Imidlertid havde man ramt en tid med overproduktion af boliger, så det kom til at tage over tre årtier at få hele kvarteret bebygget.