Procesmetafysik

Procesmetafysik eller procesfilosofi anser den metafysiske virkelighed for at være forandring og udvikling. Procesmetafysik står i modsætning til substansmetafysik, der har været den dominerende tankegang i vestens filosofi. Procesmetafysik benævnes også som ontology of becoming, processism,^[1] eller philosophy of organism.^[2]

Siden Parmenides, Platon og Aristoteles, har størstedelen af filosofien anset virkeligheden som "tidsløs", som bestående af permanente substanser, mens processer er underordnede fænomener. Hvis en ting ændrer sig, er den (dens substans) stadig den samme, og det nye er accidentielt. Maler vi en stol, er det stadig den samme stol , men med en ny farve. Derfor afviser klassisk ontologi at tildele forandringer fuld realitet. Den klassiske ontologi muliggjorde viden og erkendelsesteori, og man mente at det var umulig at skabe en videnskab om forandringer.^[3]

I modsætning til den klassiske model for forandring anser procesmetafysik forandring for at være værens grundtræk.

1. ^ Nicholas Rescher, Process Metaphysics: An Introduction to Process Philosophy, SUNY Press, 1996, p. 60.
2. ^ Emmet, Dorothy Mary, 1932, Whitehead's Philosophy of Organism, London: Macmillan; 2nd edn, 1966.
3. ^ Anne Fagot-Largeau, Kursus fra december 2006 course Arkiveret 6. februar 2009 hos Wayback Machine på Collège of France, første del af en forelæsningsrække om "Ontology of Becoming" (fransk).