Back حاكم روماني بديل Arabic Промагистрат Bulgarian Promagistrat Catalan Promagistrat German Αντιστράτηγος (ρωμαϊκή εποχή) Greek Promagistrate English Promagistrado Spanish Promagistraat Estonian کلانتر بدیل Persian Promagistrat French
| Politik i Antikkens Rom |
|---|
 |
| Perioder |
|
| Folkeforsamlinger |
| Almindelige magistrater |
| Særlige magistrater |
| Politiske institutioner |
| Forfatning |
| Romerret |
| Senatus consultum ultimum |
| Titler og hæder |
|
Del af historieportalen |
I det antikke Rom var en promagistrat (latin: pro magistratu) en person, der fik tildelt magt via prorogation til at handle i stedet for en almindelig magistrat. Dette var normaltvis prokonsuler eller proprætorer – det vil sige at disse fik tildelt magt til handlede i stedet for henholdsvis konsuler eller prætorer. Dette var en praksis udvikling, der begyndte i 327 f.Kr. og blev regelmæssig omkring 241 f.Kr. Embedet var beregnet til at give konsuler og prætorer mulighed for at fortsætte deres felttog uden afbrydelser: hvis eksempelvis en en konsuls embedsperiode var ved at udløbe midt i et felttog, kunne han blive forlænget (udpeget prokonsul) og fortsætte med at lede.
Prorogation skabte en embedsmand uden civil autoritet eller ansvar i Rom og tillod befalingsmænd at bevare deres stilling på ubestemt tid. Dette svækkede dog den tidsbegrænsede kontrol, som romerne normalvis havde over deres befalingsmænd.[1] Prorogation – ved at tillade veterankommandører at bibeholde deres kommando, i stedet for at blive udskiftet med nogle nye (som potentielt havde lidt erfaring) – hjalp også med at øge chancerne for sejr. I den sene republik blev politik – ofte motiveret af enkeltpersoners ambitioner – afgørende for, hvem der fik forlænget deres kommandoer.[2]
Nogle gange blev mænd, der ikke besad noget offentligt embeder – det vil sige private borgere (privati) – givet imperium og et promagistrat, normalvis begrundet i en opfattede militære nødsituationer. I den sene republik blev dette mest tydeligt eksemplificeret af Pompejus, der havde en række promagisterielle-poster, før han nogensinde havde besiddet et magistrat eller var tiltrådt Senatet. Med erhvervelsen af provinser uden for den italienske halvø samt udvidelsen af quaestiones perpetuae (permanente domstole) blev det normalt, at de provinsielle guvernører fik titlen promagistrat. I den sene republik blev praktisk talt alle guvernører udsendt som promagistrater.
Titlerne "prokonsul" og "proprætor" bruges ikke af Livius eller litterære kilder fra den republikanske æra. Disse romere så ikke et promagistrat som et formelt embede i republikken – men snarere som en administrativ foranstaltning.[3]
- ^ Drogula 2015, s. 212.
- ^ Pittenger 2009, s. 77.
- ^ Brennan 2001, s. 603, noting "the Romans obviously never came to terms with recognising the promagistracy as an actual office" after explaining that neither Livy nor Cicero use the titles "proconsul" or "propraetor".