Puebloindianere er en fællesbetegnelse for en gruppe indianske folk i det sydvestlige USA (New Mexico, Arizona og Texas) som er kendetegnet ved en tradition for majs-landbrug og faste bosættelser i "puebloer" (landsbyer) med huse bygget af adobe (ubrændte mursten). Deres religion inkluderer troen på omkring 400 forskellige kachinaer, åndevæsner relateret til forskellige aspekter af naturen og som repræsenteres af dansere i ceremonier, og af små rituelle dukker. De bruger også underjordiske kiva bygninger til ceremonier og politiske møder. [1] De er organiseret i exogame klaner og klanmedlemsskab arves gennem moderen.
Betegnelsen "Pueblo", der betyder "landsby" på spansk, opstod med opdagelsesrejsende, der omtalte deres specielle boliger. Navajo folket, som nu bor i dele af det tidligere Pueblo-område, henviser til de tidligere beboere som "Anaasází", et eksonym, der betyder "forfædrene, vore fjender", selv om det nu bliver brugt som "tidligere folk", eller "de fortidige".[2][3]