Reformationen i Danmark-Norge og Holsten er betegnelsen for den omvæltning af kirken der skete i 1536, da man overgik fra katolicismen til protestantismen i den danske kirke. Reformationen i Europa skete dog ikke fra den ene dag til den anden da selve overgangen skete over flere årtier via strømningerne fra det Tysk-romerske rige hvor Martin Luther for alvor startede det hele i 1517. I Danmark krævede reformationen også en årelang borgerkrig før den nye sejrende konge kunne overtage magten og endelig gennemføre overgangen.