Regensen

Der er for få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket er et problem. Du kan hjælpe ved at angive troværdige kilder til de påstande, som fremføres i artiklen.
Regensen ca. 1840 med Rundetårn i baggrunden

Regensen (latinsk navn: Collegium Regium, det kongelige kollegium, men oftest kaldet Collegium Domus Regiæ, det kongelige hus' kollegium) er et kollegium for studerende ved Københavns Universitet og Danmarks Tekniske Universitet og er placeret over for Rundetårn i København. Det blev indviet 1. juli 1623, men måtte dog efter Københavns brand i 1728 delvist genopføres. Det blev oprindelig drevet af Kommunitetet, men siden 1983 har det hørt under Københavns Universitets Kollegiesamvirke af 1983 De studerende ved Københavns Universitet, der var bosat på Regensen, betalte oprindelig ikke husleje, da kollegiet var oprettet for at støtte trængende studerende. Først i 1983 indførtes der husleje.

Regensen har altid været beboet af omtrent 100 studerende samt en såkaldt provst. Denne er underviser ved et af Københavns Universitets Fakulteter.

Studerende ved Københavns Universitet og DTU med halvandet gennemførte årsværk kan optages efter prioritering af et udvalg.

Regensens vartegn er det gamle lindetræ i gården, Frk. Lind, som fejres ved tilbagevendende begivenheder. Specielt på hendes fødselsdag (oprindeligt plantet 1785, nuværende træ er fra 1954), der traditionelt fejres på eller omkring den 12. maj.

Af kuriosa der peger på Regensens betydning som institution kan bemærkes at Merkið, det Færøske flag, blev tegnet på Regensen. Det markeres af dansk bosatte færinger på Færøernes flagdag.


Developed by StudentB