Richard Milhous Nixon (9. januar 1913 – 22. april 1994) var en amerikansk politiker og USA's 37. præsident (1969 – 1974), som var medlem af det Republikanske Parti. Han havde tidligere, under præsident Dwight D. Eisenhower, tjent som USA's 36. vicepræsident fra 1953 til 1961. Han havde ligeledes både repræsenteret sin hjemstat, Californien, i det amerikanske Senatet fra 1950 til 1953, ligesom han også havde været medlem af Repræsentanternes Hus fra 1947 til 1950.
Nixon slog Hubert Humphrey ved præsidentvalget i 1968, mens han vandt en jordskredssejr over George McGovern ved præsidentvalget i 1972. Således modtog Nixon hele 520 valgmandsstemmer i 1972 mens McGovern kun formåede at vinde 17 valgmandsstemmer, hvilket resulterede i en af de største valgsejre i amerikansk historie – kun Franklin D. Roosevelt i 1936 og Ronald Reagan i 1984 har formået at få mere end 520 valgmandsstemmer.
Udenrigspolitisk var Nixon med til at afslutte USA's involvering i Vietnamkrigen, normalisere og nedbringe det anspændte forhold til både Sovjetunionen og Kina (se eksempelvis Nixons besøg i Kina), og etablere en luftbro til at forsyne Israel i forbindelse med Yom Kippur-krigen – en krig som førte til oliekrisen i 1973. Desuden var Nixon præsident, da USA udføre den første bemande månelanding som signalerede en afslutning på rumkapløbet. Indenrigspolitisk fik han oprettet det amerikanske miljøagentur Environmental Protection Agency (EPA), igangsat kampen mod cancer ("War on cancer") og gennemtvunget en desegregation af skoler i Sydstaterne.
Nixon er dog mest kendt for at være den eneste præsident der er trådt tilbage, hvilket skete som en konsekvens af Watergate-skandalen d. 9. august 1974 (knap halvvejs inde i Nixons anden periode som præsident). Han blev efterfølgende benådet, d. 8. september 1974, af sin efterfølger præsident Gerald Ford. Nixon blev dog aldrig stillet for en rigsretssag, da han trak sig inden det kom til en afstemning i Repræsentanternes Hus. Ford benådede derfor Nixon for mulige ulovligheder han måtte have begået som præsident.[1] Wategate-skandalen har præget Nixons eftermæle, hvor eksempelvis forskellige undersøgelser blandt historikere og politologer konsistent har rangeret Nixon som en under gennemsnitlig præsident.[2][3] Sådanne evalueringer af ham har imidlertid vist sig at være komplekse, da hans store udenrigs- og indenrigspolitiske succeser som præsident står i stærk kontrast til de omstændigheder, som prægede hans afgang fra embedet.