Romerske kejsere

statue of Augustus
Augustus (regerede 27 f.Kr. – 14 e.Kr.), den første romerske kejser


De romerske kejsere var herskere over Romerriget, der regnes for grundlagt ved Det romerske Senats tildeling af titlen Augustus til Gaius Julius Cæsar Octavianus i år 27 f.Kr.[1] Augustus fastholdt på papiret et republikansk styre og afviste monarkiske titler, men kaldte sig selv princeps senatus (senatets første mand) og princeps civitatis (statens første borger). Titlen Augustus blev tildelt hans efterfølgere på kejsertronen, og stillingen blev gradvist mere monarkisk og autoritær.[2]

Regeringsførelsen grundlagt af Augustus kaldes Principatet og fortsatte indtil slutningen af det 3. eller begyndelsen af det 4. århundrede.[3] Det moderne ord kejser stammer fra titlen Cæsar, som til minde om Julius Cæsar blev givet videre fra kejser til kejser af de første kejsere, og fra det Flaviske dynasti blev brugt som titel på den påtænkte arving. Som betegnelse for kejser anvendtes den latinske titel Imperator (at lede), som indtil da var blevet tildelt succesfulde generaler.[4] For eksempel var Augustus' officielle navn Imperator Caesar Divi Filius Augustus.[5] Besiddelserne under kejserens kommando havde udviklet sig under den Den romerske republiks periode, hvor den havde invaderet og besatte store dele af Europa og dele af Nordafrika og Mellemøsten. Under republikken blev imperiets regioner regeret af provinsguvernører, der var ansvarlige over for og godkendt af Senatet og Roms folk.[6] Republikkens øverste ledere var to konsuler, der blev valgt hvert år. Konsuler forblev med at blive valgt i kejsertiden, men deres autoritet var underlagt kejserens, som også kontrollerede og bestemte deres valg.[7]

I slutningen af det tredje århundrede, efter krisen i det tredje århundredes afslutningen, formaliserede og forbedrede Diocletian den nye form for kejserligt styre. Perioden derefter var præget af den eksplicitte forøgelse af autoriteten i kejserens person og anvendelsen af titlen dominus noster (vor herre). Magtfulde barbariske stammers angreb langs imperiets grænser, den udfordring, som de udgjorde for forsvaret af de fjerne grænser, samt en ustabil kejserlig arvefølge fik Diocletian til at opdele imperiets administration geografisk med en medkejser (Augustus) i 286. I 330 etablerede Konstantin den Store, den første kristne kejser, en ny hovedstad i Byzans, som han omdøbte til Konstantinopel. Fra historiker til historiker anses den efterfølgende periode, Dominatet, for at have taget sin begyndelse med enten Diocletian eller Konstantin.[8] I det meste af perioden fra 286 til 480 var der mere end én anerkendt overkejser, hvor opdelingen normalt var baseret på geografisk vis. Denne opdeling var på plads konsekvent efter Theodosius den Stores død i 395, som af historikere regnes for tidspunktet for delingen i Det Vestromerske Rige og Det Østromerske Rige. Men formelt forblev imperiet en enkelt stat med separate medkejsere i de separate hoffer. [9]

Det Vestromerske Riges fald er enten dateret fra de facto årstallet 476, hvor Romulus Augustulus blev afsat af de germanske herulere ledet af Odoaker, eller de jure årstallet 480, ved Julius Nepos' død, hvor østkejseren Zenonn ophørte med at anerkende eksistensen af et separat vestligt hof.[10] I de følgende århundreder betegner historikere typisk imperiet som det "Det Byzantinske Rige", orienteret mod hellensk kultur og styret af de byzantinske kejsere. I betragtning af, at "byzantinsk" er en senere historiografisk betegnelse, og imperiets indbyggere og kejsere konstant bevarede den romerske identitet, bliver denne betegnelse ikke brugt universelt og er fortsat genstand for blandt eksperter.[a] I det syvende århundrede gik meget af rigets østlige og sydlige territorier permanent tabt under de arabiske muslimers erobringer. Selvom de regerede over et meget reduceret rige, siden da centreret omkring Anatolien og Balkan, fortsatte rækken af kejsere indtil Konstantin 11. Palaiologos' død under Konstantinopels fald i 1453, hvor de resterende områder blev erobret af de osmanniske tyrkere under ledelse af Mehmed 2.[13]

  1. ^ Mosshammer 2008, s. 342–343.
  2. ^ Loewenstein 1973, s. 329, 403.
  3. ^ Loewenstein 1973, s. 238.
  4. ^ Loewenstein 1973, s. 329.
  5. ^ Loewenstein 1973, s. 245.
  6. ^ Richardson 1984, s. 39–40.
  7. ^ Wu 2016, s. 35.
  8. ^ Loewenstein 1973, s. 238, 403.
  9. ^ Sandberg 2008, s. 199–213.
  10. ^ Arnold, Bjornlie & Sessa 2016, s. 3.
  11. ^ Mango 2002, s. 2.
  12. ^ Goldsworthy 2009, s. 8.
  13. ^ Nicol 1992, s. ix.


Fodnotefejl: <ref>-tags eksisterer for en gruppe betegnet "lower-alpha", men der blev ikke fundet et tilsvarende {{reflist|group="lower-alpha"}}, eller et afsluttende </ref>-tag mangler


Developed by StudentB