Royal Air Force | |
---|---|
Aktiv | 1. april 1918 |
Land | Storbritannien |
Troskab | Ministry of Defence |
Værn | Luftvåben |
March | RAF March Past |
Ledere | |
Kendte ledere | Hugh Trenchard 1873-1956 Hugh Dowding 1882-1970 Arthur "Butcher" Harris 1892-1984 |
Insignier | |
RAF's officielle flag | |
National kokarde | |
Halefinne | |
Fly fløjet | |
Jagerbomber | Panavia Tornado GR.4 |
Elektronisk krigsførelse | Sentry AEW.1 AWACS |
Jager | Eurofighter Typhoon F.2 |
Transporthelikopter | Chinook HC.2 Merlin HC.3 Puma HC.1 |
Alsidig helikopter | Westland Sea King HAR.3 |
Patruljefly | Nimrod MR.2 |
Rekognoscering | MQ-9 Reaper drone |
Træning | BAe Hawk T.1 Short Tucano T.1 |
Transport | Hercules C.3 C-17 Globemaster III Tristar K.1 VC-10 C1K |
Royal Air Force (RAF) er det Kongelige Britiske Flyvevåben[1].
Det blev dannet den 1. april 1918 som et resultat af den britiske generalstabs modvilje mod at stationere jagerfly rundt om London[2]. Tysklands kejserlige flyvertropper havde siden 1917 bombet London med flermotorers bombefly (Gotha og Staaken Riesenflugzeug III), der var stationeret på flyvepladser i Belgien. I 1915 havde tyske zeppelinere bombet London og Paris, og selv om disse angreb var ineffektive, havde 60 briter mistet livet. Ønsket om hævn førte til oprettelse af RAF. I krigens sidste syv måneder nedkastede RAF's bombefly 550 tons bomber over Ruhr-distriktets flymotor-, sennepsgas-, granat- og kanonfabrikker. To dage før krigsafslutningen forhindrede vejret historiens første luftangreb på Berlin.
Royal Air Force er et konglomerat af hærens Royal Flying Corps og Royal Navys Royal Naval Air Service. I august 1914 havde RFC 63 fly fordelt på fire eskadriller og 2.000 ansatte. I 1914 producerede britiske fabrikker 211 fly. I november 1918 havde RAF 22.647 fly og 103 luftskibe, fordelt på 383 eskadriller. Blandt de 300.000 ansatte var 25.000 kvinder. I 1918 var produtionskapaciteten øget til 3.500 fly om måneden.
RAF var tæt på at blive nedlagt som følge af nedrustningen efter 1. verdenskrig, men Air Marshal Trenchard overbeviste politikerne om, at RAF-fly var billigere til at nedkæmpe oprør rundt omkring i øde bjerg- og ørkenområder i det Britiske Imperium end udstationerede regimenter[3].
Da RAF stod for al britisk militær flyvning, blev hangarskibsfly forsømt kraftigt. Briterne var de første til at angribe med fly stationeret på hangarskibe under 1. verdenskrig[4]. Alligevel havde de kun biplaner om bord ved 2. verdenskrigs begyndelse. På det tidspunkt var hangarskibsflyene overført til Royal Navys flyvetjeneste Fleet Air Arm, men sammenlignet med USA og Japan var briterne sakket agterud.