Runealfabet

"Rune" omdirigeres hertil. For andre betydninger af Rune, se Rune (flertydig).

Runealfabeterne er en række af skriftsystemer, der først opstod i 2. århundrede e.Kr., og som hovedsageligt blev brugt i germansk og nordisk kultur.^[1] Som skrifttradition var runerne udviklet uafhængigt af den latinske.^[2] "Runerækken" kaldes fuþark efter de seks første runestaver. De ældste eksempler på runer stammer fra slutningen af 100-tallet e.Kr., og de var kommunikationsmiddel i over 1.200 år. Først omkring 1000-tallet begyndte de i Norden at blive erstattet af det latinske alfabet, men runerne overlevede længe efter som alternativt skriftsystem.^[3]

Runerne var skabt til indskrifter, og blev brugt i både religiøs og verdslig sammenhæng: fx mindesten over døde, ejersignaturer, graffiti, breve, notater, vers, bønner, trylleformler osv.^[4] Verdens ældste runeindskrift, harja, findes på en kam fra 100-tallet, fundet i Vimose på Fyn. Ordet kan være et mandsnavn, eller det kan betyde ”kam". ^[5]

Udviklingen inddeles i tre faser, hver med sin udformning.

• Indtil omkring 8. århundrede var den dominerende form den ældre fuþark med 24 tegn. Der skete en tegnøkonomisk udvikling, hvor samme tegn kunne stå for flere fonemer, hvilket ikke gjorde teksterne mere læsevenlige.^[6] Herefter var den yngre fuþark med 16 tegn dominerende indtil middelalderen.
• I 10. århundrede blev der tilføjet punkter til at skelne mellem forskellige fonemer.^[6] Baggrunden for ændringen mellem den yngre og ældre form er ukendt, men den fandt sted samtidig med synkopen, der også markerer skiftet mellem det fælles urnordiske sprog og de regionale sprog olddansk, oldsvensk og oldnorsk. Fordelene ved den nye form var pladsøkonomi, ulempen var samme tegn for flere lyde.^[3]
• I middelalderen skete der en yderligere udvikling, da der opstod to versioner: en primært dansk og en primært svensk/norsk. Middelalderens runer var påvirket af det latinske alfabet.^[7]

Det angelsaksiske eller oldengelske runealfabet beholdt de 24 tegn, og føjede flere til.

Nogle runer er skrevet i runekoder - fx jötunvillur-koden, lønrunekoden og cæsarchifferet.^[8]

1. ^ Gertrud Pettersson; Svenska språket under sjuhundra år, Lund, 2005 ISBN 91-44-03911-5
2. ^ Damsgaard Olsen (1994) s. 154
3. ^ ^{a b} Meulengracht-Sørensen (2006) s. 37
4. ^ Damsgaard Olsen (1994) s. 154-157
5. ^ Rigets runer
6. ^ ^{a b} Damsgaard Olsen (1994) s. 156
7. ^ Meulengracht-Sørensen (2006) s. 38
8. ^ 26. februar 2014, videnskab.dk: Runekoderne jötunvillur er knækket for første gang. Det kan bidrage til at løse mysteriet om vikingernes hemmelige koder. Citat: "...Alle runer har et navn, og i jötunvillur-koden bytter man runetegnet ud med den sidste lyd i runenavnet... Runekoderne blev ikke bare brugt til oplæring. Brugen af koder vidner om en legende og fantasifuld brug af runer i vikingetiden og middelalderen, mener runeeksperten... Ni af de omkring 80 kodede runeindskrifter, som Jonas Nordby har gennemgået, er skrevet med jötunvillur-koden... lønrunekoden inddeler runealfabetet i tre dele... Cæsarchifferet er opkaldt efter den romerske kejser Julius Cæsar. Det bytter et runetegn ud med et andet ... Der findes sandsynligvis flere typer af runekoder end dem, forskerne har løst, og der er mange beskeder, som endnu ikke er tydet... "Runekoder var middelalderens svar på sudoku," siger han..."