En selvbinder er en maskine, der før mejetærskerne overtog, blev anvendt til høstning af korn. Selvbinderen kunne i en arbejdsgang slå og binde kornet til neg. Kornet blev ført op på et bindebord, presset op mod en pressefinger og videre ind i et bindeapparat. Negene blev efter lufttøring på marken bragt til et tærskeværk, eller til lagring, for senere at blive tærsket.
Selvbinderen blev udviklet 1872 af amerikaneren Charles Withington. Selvbinderen spillede en vigtig rolle i den første mekanisering af landbruget. I 1960'erne blev den fortrængt af mejetærskerne.
De første selvbindere var hestetrukne og de forskellige funktioner trukket fra dens eget drivhjul. I 1950'erne blev selvbinderne trukket af en traktor. Traktorerne blev efterhånden udstyret med kraftudtag, således at den også kunne trække binderens funktioner. Fordelen var, at man ved langsom kørsel kunne lade selvbinderen arbejde hurtigt, eller ved standsning, kunne holde stille og lade selvbinderen rotere.