Selvudgivelse er processen, hvor en forfatter, musiker eller anden kunstner selv står for at udgive sine værker, eksempelvis som lydfil, e-bog eller print-on-demand, i stedet for, at denne proces varetages af et traditionelt forlag. Det værk, der er resultatet af processen, kaldes ligeledes en selvudgivelse, og den pågældende forfatter/kunstner kaldes en selvudgiver.[1]
Betegnelsen Eget forlag anvendes også ved selvudgivne værker.[2] Selvudgivere kan evt. betjene sig af selvudgiverforlag eller af hybridformen medudgiverforlag for at få assistance med de praktiske forhold forbundet med udgivelserne.
Selvudgivelse har været en kendt foreteelse i flere hundrede år, men er kommet til at spille en større rolle i det 21. århundrede som følge af, at den digitale udvikling har gjort det økonomisk langt mere overkommeligt både at trykke bøger og udgive e-bøger.