Skattereform

En skattereform betegner en større samlet omlægning af skattesystemet, hvor man typisk sænker nogle skatter og forhøjer andre. En skattereform kan være finansieringsmæssigt neutral, sådan at den samlede skattebetaling ikke ændres som følge af skatteomlægningen, men blot fordeles anderledes. Den kan også være enten (delvis) ufinansieret, så den indebærer en samlet skattelettelse, eller overfinansieret, så nettovirkningen er en styrkelse af de offentlige indtægter. Motivet til at gennemføre en skattereform kan være at skabe et mere efficient skattesystem med færre forvridninger eller at fordele skattebyrden anderledes på de forskellige befolkningsgrupper eller en kombination.


Developed by StudentB