| |||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
Slaget ved Bosworth var det sidste afgørende slag under Rosekrigene. Det var borgerkrigen mellem Huset Lancaster og Huset York, der havde hærget England i anden halvdel af det 15. århundrede. Slaget ved Bosworth fandt sted i Midtengland den 22. august 1485 og blev vundet af Lancasters støtter. Deres leder, Henrik Tudor, jarl af Richmond, blev med sin sejr den første engelske monark af Huset Tudor. Hans modstander kong Richard 3. af England, den sidste monark af Huset York, blev dræbt under slaget. Det bliver anset som afslutningen på Huset Plantagenet og dermed af skelsættende betydning i engelsk historie.
Richard 3.'s regering var begyndt i 1483. Efter sin bror, Edvard 4.'s, testamente skulle Richard være rigsprotektor for sin nevø, den 12-årige Edvard 5. Richard fik det engelske parlament til at erklære Edvard 5. illegitim og hans krav på tronen uretmæssigt. Richard overtog nu tronen. Richard mistede støtte, efter at Edvard og hans yngre bror Richard af Shrewsbury var forsvundet, efter at han havde fængslet dem i Tower of London. Hans popularitet blev yderligere svækket af rygter om at han skulle være meddelagtig i sin hustru Anne Nevilles død og ønske om at gifte sig med sin niece Elizabeth af York. På den anden side af den Engelske Kanal udnyttede Henrik Tudor, en efterkommer af det stærkt svækkede Hus Lancaster, Richards upopularitet til at gøre krav på tronen. Henriks første forsøg på en invasion i 1483 blev standset af en storm, men i andet forsøg landede han uden modstand den 7. august 1485 på sydvestkysten af Wales. På vej mod London samlede Henrik støtter. Richard samlede sine styrker og standsede Henriks hær syd for Market Bosworth i Leicestershire. Thomas, Lord Stanley og Sir William Stanley havde en hær til slagmarken, men holdt den tilbage, til de besluttede hvilken side der var bedst at støtte.
Richard delte sin hær, der var Henriks hær talmæssigt overlegen, i tre grupper. Den ene blev tildelt John Howard, hertug af Norfolk, den anden til Henry Percy, jarl af Northumberland. Henrik beholdt det meste af sin hær samlet og lagde den under den mere erfarne John de Vere, jarl af Oxford. Richards fortrop under Norfolk angreb, men blev slået tilbage af Oxfords mænd, og flere af Norfolks tropper flygtede fra slagmarken. Da Henry Percy, jarl af Northumberland ignorerede Richards ordre til angreb, valgte Richard at satse det hele på at angribe Henrik for at afslutte slaget. Da Stanley så kongens riddere afskåret fra hæren, slog han til. Sir William Stanley førte sine mænd til Henriks støtte, omringede og dræbte Richard. Efter slaget blev Henrik kronet til konge under et egetræ.
Henrik hyrede krønikeskrivere til at skildre sin regeringstid i et gunstigt lys. Slaget ved Bosworth skulle i hans øjne symbolisere Huset Tudor som begyndelsen på en ny æra.[3] Fra 1400-tallet 1700-tallet blev slaget glorificeret som en sejr for det gode over det onde. Det præcise sted for slaget er omdiskuteret på grund af mangel på præcise spor, og mindesmærker er rejst flere steder. I 1974 åbnede Bosworth Battlefield Heritage Center på et sted, der siden er draget i tvivl af flere historikere. I oktober 2009 foreslog et forskerhold, der havde gennemført geologiske undersøgelser og arkæologiske udgravninger, en placering for slaget 3,2 kilometer sydvest for Ambion Hill på en p-plads.