Slaget ved Samar

Slaget ved Samar
Del af Stillehavskrigen
Eskorthangarskibe USS Gambier Bay i brand efter tidligere at være blevet ramt af granater bliver ramt af en salve fra en japansk krydser (svagt synlig i baggrunden) kort før den sank under Slaget ved Samar.
Eskorthangarskibe USS Gambier Bay i brand efter tidligere at være blevet ramt af granater bliver ramt af en salve fra en japansk krydser (svagt synlig i baggrunden) kort før den sank under Slaget ved Samar.
Dato 25. oktober 1944
Sted Filippinerne
Resultat Taktisk japansk sejr
Strategisk amerikansk sejr
Parter
 USA  Japan
Ledere
USA Clifton Sprague Japan Takeo Kurita
Styrke
"Taffy 3"
6 eskortehangarskibe,
3 destroyere,
4 eskortedestroyere,
400 fly fra Taffy 1, 2, 3
Japanske centralstyrke
4 slagskibe,
6 tunge krydsere,
2 lette krydsere,
11 destroyere,
30 fly (i kamikaze angreb)
Tab
2 eskortehangarskibe
2 destroyere
1 eskorte destroyer sænket
23 fly tabt
3 eskortehangarskibe
1 destroyer
2 eskortedestroyere beskadiget
1.583 dræbte og savnede
913 sårede
3 tunge krydsere sænket
3 tunge krydsere beskadiget
1 destroyer beskadiget
Ukendt antal dræbte, sårede og savnede

Slaget ved Samar var den midterste af kampene under slaget om Leyte Gulf, et af de største søslag i historien, som fandt sted i det Filippinske Hav ud for øen Samar i Filippinerne den 25. oktober 1944. Det var den eneste større kamp i slaget hvor amerikanerne stort set var uforberedt på at støde på den fjendtlige styrke. Nogle historikere har kaldt det for et af de mest ubalancerede slag i søkrigsførelsens historie.[1]

Aldrig i den amerikanske flådes historie har den udvist større tapperhed, mod og gåpåmod end i disse to morgentimer mellem 7.30 og 9.30 ud for Samar
 
Samuel Eliot Morison, History of United States Naval Operations in World War II, Volume XII, Leyte

Admiral William Halsey, Jr. blev narret til at forfølge en afledningsstyrke med sin stærke 3. flåde. Der var således kun tre grupper af eskorthangarskibe fra 7. flåde tilbage i området. En kraftig japansk flådestyrke bestående af slagskibe og krydsere, som amerikanerne troede, at de allerede havde besejret og jaget på flugt, var vendt tilbage og stødte på den nordligste af de tre eskortehangarskibsgrupper, Task Unit 77.4.3 ("Taffy 3"). Taffy 3 havde nogle få destroyere og eskortedestroyere, som hverken havde ildkraft eller pansring til effektivt at imødegå pansrede krigsskibe, men alligevel gik de til angreb med deres 5 tommer kanoner og torpedoer. Fly fra de langsomme "jeep" eskortehangarskibe angreb japanerne fortrinsvis med bomber og dybdebomber, som stort set var virkningsløse mod skibe.

Clifton Spragues task unit mistede to eskortehangarskibe, to destroyere, en eskortedestroyere og et antal fly. Over 1.000 amerikanere døde, hvilket svarer til de samlede amerikanske tab af mænd og skibe i de mere velkendte slag i Koralhavet og ved Midway. Men til gengæld for disse svære tab, som ramte en så lille styrke, lykkedes det dem at sænke eller uskadeliggøre tre japanske krydsere og skabe tilstrækkelig forvirring til at den japanske viceadmiral Takeo Kurita valgte at omgruppere sin styrke og senere trække sig tilbage i stedet for at rykke frem og sænke troppetransport og forsyningsskibe i Leyte Gulf. I alle slagene ved Leyte Gulf omkom 10.000 fra den japanske og 3.000 fra den amerikanske flåde. Selv om slagskibet Yamato og den resterende styrke vendte tilbage til Japan var disse slag afslutningen på den japanske flåde som kampenhed.[2]

  1. ^ Hornfischer, James D. (2004). The Last Stand of the Tin Can Sailors: The Extraordinary World War II Story of the U.S. Navy's Finest Hour. Bantam. ISBN 978-0-553-38148-1.
  2. ^ "Navy Cmdr. Ernest Evans' Courage Helped Sink Japan's Hopes In World War II". Investors Business Daily. 27. maj 2011. Hentet 9. juni 2011.{{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: url-status (link)

Developed by StudentB