Slaget ved Somme

Slaget ved Somme
Del af Vestfronten under 1. verdenskrig
Mænd fra den 11. bataljon, The Cheshire Regiment. I nærheden af La Boisselle, juli 1916
Dato 1. juli 1916 – 18. november 1916 Sted Somme, Pikardiet, Nordfrankrig Resultat Taktisk uafgjort, strategisk sejr for ententen
Parter
Det Britiske Imperium  Australien Canada  New Zealand Newfoundland Sydafrika Storbritannien Frankrig	Det Tyske kejserrige
Ledere
Douglas Haig Joseph Joffre og Ferdinand Foch	Max von Gallwitz Fritz von Below
Styrke
13 britiske og 11 franske divisioner (i starten) 51 britiske og 48 franske divisioner (i slutningen)	10,5 divisioner (i starten) 50 divisioner (i slutningen)
Tab
419.654 britiske og imperium 204.253 franske 623.907 i alt (af hvilke 146.431 døde eller formodet døde) 100 tanks & 782 RFC krigsflyvere ødelagt	434.500 total[1](af hvilke 164.055 døde eller formodet døde)

Slaget ved Somme var en britisk-fransk offensiv under Første Verdenskrig indledt 1. juli 1916 i nærheden af Albert i Nordfrankrig med 13 britiske og fem franske divisioner. Den øverst ansvarlige på den britiske side var general Douglas Haig, som i modsætníng til modstanderen general Erich Ludendorff var modstander af overraskelsesmomentet i krig. Haig gik ind for nedslidning af fjenden, men det medførte i stedet nedslidning af hans egne tropper.

Efter 4½ måneders kamp, hvorunder fronten flyttedes nogle få kilometer, stabiliseredes situationen. Slagets første dag medførte det største enkeltdagstabstal (60.000 – heraf en tredjedel døde) som følge af en krigshandling i den britiske historie. Slaget var primært sat i gang for at lette presset på franskmændene ved Verdun og havde kun ringe militær betydning. De allieredes tabstal efter slaget var 420.000. Én af årsagerne til de høje tabstal var for ringe uddannelse af soldaterne. Den britiske overkommando prøvede senere at give artilleriet skylden for katastrofen.

Undergrunden i Somme består af kridt og det betød, at skyttegrave og tunneller kunne udvikles til det perfekte. Det gjorde, at faste stillinger udrustet med maskingeværer var nærmest uindtagelige for fodfolk og kavaleri. Derfor udvikledes pansrede køretøjer. Under offensiven den 15. september anvendte briterne kampvogne for første gang i historien.

Både de allierede og tyskerne gravede dybe kanaler, nogle gange så tæt på, at de lyttede til hinanden. Kanalerne lå ned til 100 meter under overfladen, og var fyldt med op til 100 ton dynamit. Nogle steder kan man se store søer der stammer fra de store eksplosioner.

Efter slaget ved Ancre, blev de engelske angreb på Sommefronten stoppet af vejret og de militære operationer på begge sider blev for det meste begrænset til at overleve i regn, sne, tåge, mudder og vandfyldte skyttegrave. De engelske angreb i Ancre dalen blev genoptaget i januar 1917 og tvang tyskerne til lokale tilbagetrækninger til reservelinjer i februar, før den planlagte tilbagetrækning til Siegfriedstellung (Hindenburg Linien) begyndte i marts.

1. ^ Twentieth Century Atlas – Casualty Statistics – Biggest Battles and Massacres