Unionen af Socialistiske Sovjetrepublikker Союз Советских Социалистических Республик Sojuz Sovetskikh Sotsialistitjeskikh Respublik | |
---|---|
Føderation | |
1922–1991 | |
Motto: Пролетарии всех стран, соединяйтесь! Proletarer i alle lande, foren jer! | |
Hovedstad | Moskva |
Sprog | Russisk (de facto), 14 andre officielle sprog |
Demonym | Sovjetborger |
Regeringsform | Føderal socialistisk republik, etpartistat |
Generalsekretær | |
• 1922–1953 (første) | Josef Stalin |
• 1985–1991 (sidste) | Mikhail Gorbatjov |
Premierminister | |
• 1923–1924 (første) | Vladimir Lenin |
• 1991 (sidste) | Ivan Silajev |
Historie | |
• Etableret | 30. december 1922 |
• Ophørt | 26. december 19911 |
Areal | |
• 1991 | 22.402.200 km² |
Befolkning | |
• Anslået 1991 | 293.047.571 |
• Tæthed | 13,1 /km² |
Valuta | Rubel (SUR) |
Kendings- bogstaver (bil) | SU |
Luftfartøjs- registreringskode | СССР |
Internetdomæne | .su |
Telefonkode | +7 |
ISO 3166-kode | , SUN, 810 |
121. december 1991 erklærede 11 af de tidligere sovjetrepublikker i Almaty, (med den 12. republik Georgien som observatør) at med oprettelsen af Fællesskabet af Uafhængige Stater ophørte Sovjetunionen med at eksistere. |
En del af serien af politiske ideologier om Kommunisme |
Skoler indenfor kommunismen Politiske partier Relaterede artikler Betydningsfulde kommunister |
Kommunismeportalen |
Sovjetunionen (russisk: Сою́з Сове́тских Социалисти́ческих Респу́блик, CCCP, tr. Sojúz Sovétskikh Sotsialistítjeskikh Respúblik, SSSR; Unionen af socialistiske sovjetrepublikker, USSR) var en erklæret socialistisk stat i det østlige Europa og Asien fra 1922 til 1991. Sovjetunionen var en sammenslutning af 15 formelt autonome republikker med Rusland som den største og klart dominerende delrepublik. Den russiske sovjetrepubliks dominans var blandt årsagerne til, at Sovjetunionen ofte blev omtalt som "Rusland" eller "Sovjet-Rusland" i Vesten, selv om denne betegnelse ikke var nøjagtig.
Sovjetunionen voksede frem i efterdønningerne af første verdenskrig, da det gamle russiske kejserrige gik under som følge af Den russiske revolution. Efter den kaotiske russiske borgerkrig fik Vladimir Lenins bolsjevikker tilkæmpet sig magten over størstedelen af det gamle russiske rige. Efter Lenins død gik magten til Josef Stalin, som med en kombination af planøkonomi, tvangskollektiviseringer og enorme udrensninger[1][2] gennemførte en storstilet industrialisering og omvæltning af landbrugsproduktionen. Under Stalins ledelse førte Sovjetunionen i 1930'ernes sidste år en aggressiv og ekspansionistisk udenrigspolitik. Efter indgåelsen af en overraskende ikke-angrebspagt med det nationalsocialistiske Tyskland angreb Sovjetunionen Polen, Finland og de baltiske lande i årene 1939–1940
I 1941 blev Sovjetunionen imidlertid angrebet af Hitlers Tyskland. Tyskland førte en regulær udryddelseskrig på sovjetisk territorium, og over 20 millioner sovjetborgere mistede livet i 1941-45. Sovjetunionens svar blev en omfattende omstrukturering af industriproduktionen og de væbnede styrker samt indgåelse af en alliance med Storbritannien og USA. Efter fire år med de mest omfattende krigshandlinger verden til dato har set, rykkede sovjetiske styrker i april 1945 ind i Berlin, hvorefter den tyske regering endelig kapitulerede til bl.a. den sovjetiske general Georgij Zjukov i Berlin-forstaden Karlshorst. Herefter stod Sovjetunionen, der havde spillet en helt afgørende rolle for Tysklands nederlag, tilbage som den ene af efterkrigstidens to supermagter.
I anden halvdel af 1940'erne stod Sovjetunionen bag indsættelsen af sovjettro og kommunistiske regeringer i de sovjetisk kontrollerede områder af Østeuropa. Dette førte til spændinger mellem det kapitalistiske Vesten ledet af USA og det kommunistiske Østeuropa, der i høj grad var underlagt sovjetisk kontrol. De to blokke var repræsenteret af NATO og Warszawapagten.
Den kolde krig, den ideologiske og politiske kamp mellem disse to blokke, kom til at præge Sovjetunionen i resten af dens levetid. I løbet af 1980'erne blev det klart, at Sovjetunionen i det lange løb ikke kunne holde trit med markedsøkonomierne i Nordamerika, Vesteuropa og Asien. Mikhail Gorbatjovs indsættelse som generalsekretær for det kommunistiske parti og senere præsident for Sovjetunionen, markerede et vendepunkt. Hans regering indførte herefter en lang række reformer, der skulle gøre landet mere åbent og effektivisere landets økonomi. Denne nye åbenhed gav dog samtidig mulighed for, at de nationale bevægelser rundt omkring i Sovjetunionens magtsfære kunne kræve selvstændighed. I 1990-91 gik det før så mægtige Sovjetunionen i opløsning. Rusland blev herefter opfattet som den egentlige arvtager til Sovjetstaten.
I historieskrivningen er der almindelig enighed om, at Sovjetunionen fungerede som en totalitær stat,[3][4][5][6][7] der navnlig i perioden omkring borgerkrigen 1920-21 samt i Stalinperioden gennemførte voldsomme overgreb på sin befolkning. Tilsvarende begivenheder gjorde sig gældende i de østeuropæiske lande, der endte inden for den sovjetiske magtsfære umiddelbart efter 2. verdenskrig. I denne forbindelse spillede koncentrationslejrsystemet Gulag en central rolle, og særlig i Stalinperioden havde tvangsarbejdere indsat i Gulag stor betydning for den sovjetiske økonomi. Alt i alt førte overgrebene, som hovedsageligt – men langt fra udelukkende – fandt sted under Stalin, til ca. 20 millioner dødsofre.[8]
Det sovjetiske samfundssystem var domineret af kommunistpartiet, et parti, som selv mente, at det byggede på marxistisk-leninistiske principper. Kommunistpartiet var landets statsbærende parti, og var det eneste tilladte parti. Generalsekretæren i partiet var Sovjetunionens mægtigste person, og havde i lange perioder langt mere magt og indflydelse end regeringen og parlamentet.[9]. Sovjetunionen var verdens største planøkonomi, hvor alle større aspekter af den sovjetiske økonomi blev styret centralt fra hovedstaden Moskva, blandt andet gennem såkaldte femårsplaner. Landet var præget af ringe politisk frihed. Det hemmelige politi NKVD (efter 1945 KGB) overvågede store dele af samfundet.[10][11][12][13][14][15]