Et sprog er et struktureret kommunikationssystem. Sprog er i bredere forstand en kommunikationsmetode, der involverer brugen af særligt menneskelige – sprog.[1][2][3]
Det videnskabelige studium af sprog kaldes lingvistik. Spørgsmål om sprogfilosofi, som om ord kan repræsentere oplevelser, er debatteret siden Gorgias og Platon i Antikkens Grækenland. Filosoffer som Jean-Jacques Rousseau har argumenteret for, at sproget har sin oprindelse i følelserne, mens andre som Kant har fastholdt, at det stammer fra rationelle og logiske tanker. Filosoffer i det 20. århundrede som Wittgenstein har argumenteret for, at filosofi i virkeligheden blot er studiet af sprog. Store lingvister er Ferdinand de Saussure og Noam Chomsky.
Der er et sted mellem 5.000 og 7.000 menneskesprog i verden. Ethvert estimat afhænger af distinktion (dikotomi) mellem sprog og dialekt.[4] Naturlige sprog tales eller tegnes, men alle sprog kan indkodes i sekundære medier ved hjælp af auditive, visuelle eller taktile stimuli – som skrift, fløjtning, tegning eller braille. Det skyldes, at menneskesprog er uafhængigt af modalitet. Afhængigt af filosofiske perspektiver om definitionen af sprog og betydning kan ordet "sprog" som generelt begreb henvise til den kognitive evne til at lære og bruge systemer til kompleks kommunikation - eller til at beskrive det regelsæt, der udgør disse systemer - eller det sæt ytringer, der kan produceres fra de regler. Alle sprog afhænger af processen semiose for at kunne relatere tegn til bestemt betydning. Tale-, tegn- og taktile sprog indeholder et fonologisk system, der bestemmer, hvordan symboler anvendes til at danne sekvenser kendt som ord eller morfemer, og et syntaktisk system, der bestemmer, hvordan ord og morfemer kombineres til sætninger og ytringer.
Menneskesprog har de lingvistiske egenskaber produktivitet og displacement, og afhænger fuldstændigt af sociale konventioner og indlæring. Deres komplekse struktur muliggør en langt bredere vifte af udtryk end noget kendt system af dyrs kommunikation. Sprog menes at have oprindelse i, da tidlige abemennesker gradvist begyndte at ændre deres primat-kommunikationssystemer, udviklede indlevelsesevne (ofte kaldet Theory of Mind) og en delt intentionalitet.[5][6] Denne udvikling tænkes at være sket samtidigt med en forøgelse af hjernevolumen, og mange lingvister anser sprogets strukturer for at være udviklet til specifikke kommunikative og sociale funktioner. Sprog bearbejdes i mange dele af hjernen, men især i Brocas og Wernickes område. Mennesker udvikler sproget gennem social interaktion i den tidlige barndom, og børn taler normalt flydende, når de er tre år gamle. Brugen af sprog er dybt forankret i menneskers kultur, og derfor har det udover sin strengt kommunikative anvendelse mange sociale og kulturelle betydninger som en indikator på identitet, social stratificering og til social pleje og underholdning.
Sprog udvikles og diversificeres, og deres evolutionshistorie kan rekonstrueres ved sammenligning af moderne sprog for at afgøre, hvilke træk deres stamsprog må have haft, for at de senere udviklingstrin har kunnet finde sted. En gruppe sprog, der nedstammer fra en fælles stamsprog kaldes en sprogfamilie. Den indoeuropæiske familie er den mest udbredte og omfatter så forskelligartede sprog som dansk, engelsk, russisk og hindi; den sinotibetanske familie omfatter mandarin og de andre kinesiske sprog, bodo og tibetansk; den afroasiatiske familie omfatter arabisk, somali og hebraisk; Bantusprogene omfatter swahili og zulu og hundredvis af andre sprog talt i Afrika; og de malajopolynesiske sprog omfatter indonesisk, malajisk, tagalog og hundredvis af sprog talt i Stillehavsområdet. De dravidiske sprog, der hovedsageligt tales i det sydlige Indien, omfatter tamil, telugu, malayalam og kannada.