Sprogfilosofi er en gren af filosofien som beskæftiger sig med sproget. Selv om filosoffer har talt om sproget siden Platons Kratylos, fik det ikke en særlig plads inden for filosofien før i 1800-tallet gennem den såkaldte sproglige vendning[1].
For at forstå hvad sprogfilosofien beskæftiger sig med, kan man se på nogle af de spørgsmål som ofte har været diskuteret:
At sprogfilosofien er væsentlig for analytisk filosofi er nærliggende hvis man anser at filosofiske problemer først bør klargøres gennem en analyse af sproget. Filosoffer som Gottlob Frege, Bertrand Russell og Ludwig Wittgenstein brugte derfor meget tid på det logiske grundlag for en sådan analyse.
Filosofien om hverdagsssproget er en del af sprogfilosofien som studerer hverdagssproget, både for at lære om selve sprogets natur og for ved hjælp af kundskab om hverdagssprogets funktion at løse mere generelle filosofiske problemer, for eksempel inden for moral og metafysik. Vigtige repræsentanter er J.L. Austin og H. P. Grice. Teorien om talehandlinger er måske det mest berømte resultat, men også skiftet[2] fra sprogets mening til antydning og implikaturens funktion har plads i sprogfilosofien.
Sprogfilosofien inden for kontinental filosofi stammer først og fremmest fra Ferdinand de Saussure hvis projekt nogle mener har store ligheder med Freges. I den kontinentale tradition er filosoffer som Edmund Husserl, Martin Heidegger og Jacques Derrida vigtige inden for sprogfilosofien.
Spire Denne artikel om sprog er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den. |