Stoicisme

Stoicisme er en antik filosofisk retning grundlagt af Zenon fra Kition (ca. 334 f.Kr. – ca. 262 f.Kr.). Centrale værdier er at udøve selvkontrol og undgå at komme i følelsernes vold, da målet er at træffe fornuftige valg på baggrund af selvindsigt.^[1][2][3] Den ideelle stoiker er upåvirket af modgang og præget af fasthed og koldblodighed. At have en stoisk ro er at have en psykisk stabil tilstand, uanset hvad der sker^[4].

Ifølge stoicismen findes der ikke nogen højere autoritet end fornuften^[5]. Verden er reguleret af verdensfornuften – ”logos”. Mennesket er en del af verden og har derfor del i verdensfornuften, der kaldes Gud. Tilgangen er åndelig, da mennesket skal bringe sig selv i overensstemmelse med sin egen sjæl, med menneskeheden, med den omgivende natur og med universet^[6][7], og det gør det ifølge forskere som Pierre Hadot ved at praktisere en spirituel måde at leve på.^[8][9][10]

1. ^ Avleren, Marcel (2016): Self-Knowledge in Later Stoicism. In Renz. Oxford University Press
2. ^ Tom Oxford (2019): Stoicism in Modern Life: Discover How to Develop Your Self-Awareness, Improve Your Mental Toughness and Self-Discipline in Today's World. ISBN 1081941243
3. ^ Self-Awareness and Emotional Intelligence: The Keys To Your Best Self
4. ^ stoisk ro | lex.dk – Den Store Danske
5. ^ Epiktet 1942
6. ^ A reminder that stoicism can be divine | Philosophy | The Guardian
7. ^ McNierney, M. (2020). The Stoic Way of Nature: A Pagan Spiritual Path. Pomegranate, 13–27
8. ^ La citadelle intérieure. Introduction aux Pensées de Marc Aurèle. Paris, Fayard, 1992. ISBN 2-213-02984-9
9. ^ Pierre Hadot (1995): “Philosophy as a Way of Life. Spiritual Exercises from Socrates to Foucault”. Blackwell, side 102
10. ^ Sørensen, 2017