Strikning er en metode til fremstilling af tekstil ud fra garn. Strikket stof består af løkker, kaldet masker, som er trukket igennem andre masker. Maskerne holdes på en strikkepind indtil der er trukket masker igennem dem.
I modsætning til hækling, hvor man kun arbejder med en maske, er det antallet af masker på strikkepindene, der bestemmer det færdige arbejdes størrelse. Det mest enkle er at starte og slutte med det samme antal masker, men det er også muligt at lave flere masker undervejs ("udtagning") eller reducere antallet af masker ("indtagning").