Sultanerne i Det Osmanniske Rige (tyrkisk: Osmanlı padişahları), der alle var en del af Det osmanniske dynasti, regerede over imperiets fra dets grundlæggelse i 1299 og til dets opløsning i 1922. På imperiets højdepunkt omfattede riget et område fra det nuværende Ungarn i nord til Yemen i syd og fra Algeriet i vest og Irak i øst. Riget blev oprindeligt regeret fra byen Söğüt, fra 1323-1324 fra byen Bursa og herefter blev rigets hovedstad i 1363 flyttet til Adrianopel (i dag kaldet Edirne) efter Murad 1.'s erobring af byen. Efter erobringen af Byzans i 1453 blev hovedstaden flyttet til byen, der herefter skiftede navn til Konstantinopel (i dag Istanbul).[1]
Der forekommer flere fortællinger om Det Osmanniske Riges oprindelse, hvilke fortællinger er baseret på en kombination af anerkendt faktum og legender. riget blev dannet i slutningen af 1200-tallet under dets første hersker Osman 1., der lagde navn til riget. Det følgende osmanniske dynasti, som han grundlagde, regerede i seks århundreder under 36 sultaner. Det Osmanniske Rige tilsluttede sig under 1. verdenskrig Centralmagterne, og med disses nederlag i krigen blev Det Osmanniske Rige opdelt efter krav fra sejrherrerne og efter den Tyrkiske uafhængighedskrig og sultanatets afskaffelse, blev riget opløst i 1922.[2]