Svend Fleuron Dansk litteratur | |
---|---|
Født | 4. januar 1874, Keldby |
Død | 5. april 1966, Humlebæk |
Svend Fleuron (4. januar 1874 på Katrinedal ved Keldby på Møn – 5. april 1966 i Humlebæk) var en dansk forfatter. Svend Fleuron (døbt Svend Fleron Christensen[1]) blev født på Katrinedal ved Keldby på Møn og var søn af en godsejer[2].
Svend Fleron slog sig op som forfatter til romaner, hvor hovedpersonerne er dyr med menneskelige følelser og evner, fx skinsyge og evnen til at ræsonnere. Bøgerne med titler som "Haren den grå" og "Det tuder om natten" var umådeligt populære og udkom i utallige oplag.
Med den polemiske roman Fasandyret (1934) gik Fleuron ind i debatten om jagt og vildtopdræt. Romanen giver en realistisk beskrivelse af efterstræbelsen af rovdyr og rovfugle – alt som kunne true det for godsejerne givtige fasanopdræt. Den sparer imidlertid ikke på patos og moraliserende pegefingre. Fleuron sendte eksemplarer til fruerne på en række danske godser til julen 1934 med en hilsen om, at de ikke vidste, hvad der foregik i "mændenes skove". Dette træk gjorde Fleuron forhadt i godsejerkredse[3].
Svend Fleuron var inden 2. verdenskrig en respekteret forfatter og nød i udlandet særligt anderkendelse i Tyskland. Forbindelserne til Tyskland medførte, at Fleuron efter krigen blev betragtet som kollaboratør. Han var medlem af Europæisk Forfatterforening (stiftet i Weimar i 1942). Han blev ekskluderet af Dansk Forfatterforening i 1946, og en villavej i Søborg, der i 1925 var blevet opkaldt efter Svend Fleuron, blev omdøbt til Maglegårds Allé. Siden blev Svend Fleuron i 1952 tilbudt at genindtræde i forfatterforeningen, hvilket han afslog[4].
Han er begravet på Sorgenfri Kirkegård.