TV 2 Radio

Trailer forklædt som kæmperadio som reklame for TV 2 Radio.

TV 2 Radio var en kommerciel radiostation, som blev drevet af TV 2.

Kanalen blev etableret på baggrund af, at TV 2 den 23. august 2006 vandt sendetilladelsen til den 5. landsdækkende radiokanal på en auktion. For at drive radioen i en periode på otte år forpligtede TV 2 at betale 23 mio. kr. årligt.

Kanalen gik i luften 1. februar 2007 kl. 00.00 med en nyhedsudsendelse efterfulgt af Robbie Williams-sangen Let Me Entertain You. Venstres tidligere politiske ordfører, Jens Rohde, var indtil 14. november 2007 ansat som adm. direktør på den nye radiostation.

Stationen havde i 1. kvartal 2008 dagligt 240.000 lyttere. Ved den første Gallup-måling havde TV 2 Radio en share (markedsandel af al radiolytning i Danmark) på 3,5%, og tendensen var den samme i de efterfølgende målinger. Således formåede TV 2 Radio ikke i nogen af sine første seks levemåneder at opnå en share over 4%. Til sammenligning har P3 ca. 20% (mere 4 gange så mange), og Danmarks anden store kommercielle radiokanal, Radio 100FM, har sammen med sin søsterkanal Radio Soft, en share på i alt omtrent 8%.

28. april 2008 blev det offentliggjort, at TV 2 grundet radioens beskedne lyttertal og virksomhedens trængte økonomi havde solgt TV 2 Radio til SBS Broadcasting, der allerede 1. maj 2008 overtog driften af stationen. Samtidig blev de 56 medarbejdere der er tilknyttet radioen afskediget. TV 2 vil dog levere nyheds- og sportsprogrammer til stationen, der også fremover er forpligtet til at bringe 1.000 timers nyheder og magasinprogrammer om året. TV 2 vil også fortsat eje 30% af radiostationen, ligesom det er TV 2, der vil afholde udgiften koncessionsafgiften til staten på 23 mio. kr. årligt de næste 6 år. 3. september 2008 blev det offentliggjort, at TV 2 Radios efterfølger skulle hedde Nova FM og den gik i luften 8. september 2008.

15. september 2014 meddelte TV 2, at koncernen havde solgt sin aktiepost på 20 procent i Radio Nova A/S til SBS Discovery Media Holding ApS.[1] I samme forbindelse ophørte aftalen om TV 2's leverance af nyheder til radiokanalen.

  1. ^ "Arkiveret kopi" (PDF). Arkiveret fra originalen (PDF) 10. marts 2016. Hentet 21. december 2015.

Developed by StudentB