Teologi (gr. θεολογία af θεός theós Gud, og λόγος lógos ord eller lære) er studiet af kristendommen og dens tolkning af det guddommelige, verden og menneskelivet. Teologien arbejder særligt, men ikke udelukkende, fra religionens eget perspektiv, modsat religionsvidenskab, der behandler religion som et kulturelt fænomen. I den vestlige verden refererer begrebet teologi som oftest til kristen teologi, mens det i den arabiske verden, refererer til studiet af islam. Begrebet er altså ikke synonymt med studiet af kristendommen, selvom det oftest anvendes sådan i vesten. Kristendommen er et komplekst fænomen med en lang virknings- og tolkningshistorie, og teologien trækker derfor på mange forskellige videnskabelige discipliner for at undersøge og forstå sit genstandsfelt. Discipliner, som teologien deler med andre fag fra universitetet. Blandt de fag som fylder i den akademiske teologi kan nævnes historiefaget, filosofien og lingvistikken. Det teologiske studie er ikke et religiøst studie, og enhver, uanset personlig religiøsitet, kan studere teologi og arbejde akademisk og teologisk med religion.[1]