Thailandske baht

Thailandsk "pengetræ", en populær måde at samle ind til buddhistiske templer og anden velgørenhed, hvor giveren klipser en pengeseddel på en pind (gren på træet). Når indsamling til fx et tempel er slut, overdrages pengetræet - ofte adskillige - ved en større ceremoni, hvor store træer køres på ladet af pickupbiler.

Baht (thai: บาท, valutategn: ฿; valutakode: THB) er valutaen i Thailand. 1 baht er delt ind i 100 satang.

Både sedler og mønter bærer på den ene side et portræt af den thailandske konge, de ældre et billede af Kong Bhumibol Adulyadej, Rama IX af Thailand og de nyere med et billede af kong Vajiralongkorn, Rama X af Thailand siden 2016.

Der findes mønter med værdierne: 25 og 50 satang samt 1, 2, 5, 10 baht.
Mindre, kontante satang-værdier afrundes, ligesom med danske ører. Mange steder anvendes de små satang-mønter ikke, og der oprundes til hele baht.

Som sedler findes værdierne: 20, 50, 100, 500 og 1000 baht.

Thai-bahts kurs opgøres dagligt på Danmarks Nationalbanks kursliste. Thailand er meget baseret på kontante penge, hvorfor der findes pengeautomater - kaldt ATM (Automatic Teller Machine) - foran næsten alle bankfilialer, samt i de fleste dagligvareforretninger og indkøbscentre. Danske penge kan veksles i thailandske banker, og danske Visa-Dankort anvendes i pengeautomater (mod gebyr).


Developed by StudentB