Tiende bruges om den skat på en tiendedel af indkomsten, der oprindeligt betaltes til en kirke eller en lignende religiøs institution.
Tiende kendes først fra det antikke Mellemøsten, bl.a. fra Babylonien, men er også beskrevet i Det gamle Testamente, fx 1 Mos 14, 18-20, hvor Abraham betaler tiende til Melkizedek, og 3 Mos 27, 30, hvor israelitterne pålægges at betale tiende til Jahve "af landet, både jordens korn og træernes frugt".
Denne praksis blev med tiden også taget i brug inden for kristendommen. Den tidlige kirke havde intet formaliseret tiendesystem, men ideen blev nævnt på flere kirkemøder, til den i 787 blev godtaget under pave Hadrian 1.