Københavns Tivoli | |
---|---|
Generelle informationer | |
Sted | København, Danmark |
Ejer | Aktieselskab NASDAQ OMX: TIV |
Nøglepersoner | Georg Carstensen Susanne Mørch Koch (CEO) |
2.000 (højsæson) (2021) | |
Indviet | 15. august 1843 (181 år) |
Sæson | april - september Halloween Jul |
Besøgende | 2.398.000 (2021) |
Areal | 82.717 m² |
Forlystelser | |
Antal | 27 |
Rutsjebaner | 4 |
Andet | |
Websted | tivoli.dk |
Oversigtskort | |
Københavns Tivoli (indtil 2004: A/S Kjøbenhavns Sommer-Tivoli[1]) er en forlystelsespark beliggende i centrum af København tæt ved Hovedbanegården og Strøget. Haven er verdens næstældste af sin slags; kun Dyrehavsbakken er ældre.
Tivoli blev grundlagt af Georg Carstensen i 1843. Dørene blev åbnet 15. august. Havens areal er stort set det samme i dag som dengang, men i 1843 lå det uden for Vesterport. Ingen af Carstensens oprindelige træbygninger er bevarede.
Forlystelsesparken blev stiftet som et aktieselskab, hvor mange af aktionærerne var de håndværksmestre, der deltog i opbygningen. I dag er Tivoli A/S noteret på Københavns Fondsbørs. De største aktionærer har siden 2000 været Skandinavisk Holding A/S (ejer 31,8%) og dettes moderselskab, Chr. Augustinus Fabrikker, der ejer yderligere 25,4% De resterende aktier ejes af ca. 20.000 aktionærer. Tidligere har Carlsberg og Danske Bank haft større ejerandele, men Carlsberg solgte aktierne i 2000 og Danske Bank i 2012.[2]
Tivoli er den suverænt mest besøgte turistattraktion i Danmark med 2,3 mio. besøgende i 2021. Parken er Europas fjerdemest besøgte forlystelsespark, kun overgået af Disneyland Paris i Frankrig, Efteling i Holland og Europa-Park i Tyskland.[3] Ca. 320.000 personer har årskort til Tivoli.[4] De kvindelige årskortsindehavere kaldes i spøg abonniner.