En tone er den menneskelige opfattelse af en lyds frekvens. Når toner sammensættes kaldes det musik. En tone består i musikalsk sammenhæng af en grundfrekvens og dens overtoner, hvis frekvens er (eller tilnærmet) heltalsmultiplum af grundtonen, dette giver til sammen tonens klang.
Toner frembringes for det meste som sang eller med et stemt instrument, der enten bliver påvirket af slag, luft eller gnidninger. En systematisk sammensætning af toner er en række nærliggende toner, der er opsat i skalaer. Det er definitionen på de toner musikerne skal holde sig indenfor, for at musikken skal lyde godt iflg. den musiske stil. Tonerne bliver gerne spillet med en tilhørende rytme.
En stamtone er en tone, der kan angives uden fortegn. Stamtonerne er c, d, e, f, g, a og h.
I den vestlige musik bruges 12 toner som grundtoner: C, Cis, D, Dis, E, F, Fis, G, Gis, A, Ais, H.
I middelalderen benyttede man en metode til indøvning af stamtonerne. Denne metode bruges stadig i dag og synges som: Do, Re, Mi, Fa, Sol, La, Si, Do (C, D, E, F, G, A, H, C). Når man synger "Sol", synges det som "So", altså man undlader at synge l'et, da den efterfølgende tone (A) starter med L (La). Når stamtonerne synges slutter man igen på C (oktav).
Denne indøvningsmetode kaldes Solmisation.