Transskription (ofte stavet transkription) (fra latin transcribere: kopiere, overføre) er processen, hvormed information fra DNA kopieres og overføres til RNA, og er det første led i syntesen af nye proteiner.
RNA molekyler, der dannes i transskriptionsprocessen, vil typisk kode for et protein, og kaldes i så tilfælde for budbringer-RNA eller messenger RNA (mRNA). Hvis et RNA molekyle ikke koder for et protein kaldes det for ikke-kodende RNA eller non-coding RNA (ncRNA). Sådanne molekyler kan have en regulerende rolle. En gruppe af meget små (typisk 22 nukleotider) ikke-kodende RNA er mikroRNA (miRNA).
Indenfor molekylærbiologi er transskription dannelsen af et polynukleotid, i næsten alle tilfælde RNA, ud fra et komplementært polynukleotid, der indgår i en organismes arvemasse og næsten altid består af DNA. Transskription finder sted i alle levende celler, og mange typer virus anvender også ofte en form for transskription når de inficerer en celle. I eukaryote organismer, såsom alle dyr og planter, foregår transskription i cellekernen, mens det i prokaryoter, såsom bakterier, foregår i cellens cytoplasma. Transskriptionen kan anses for dannelsen af en RNA-arbejdskopi ud fra DNA, hvorefter RNA'et kan bruges til at danne proteiner ud fra; men transskriptionen har dog også andre roller.
Kemisk set er transskriptionen en polymeriseringsreaktion, hvor enkelte nukleotider sammensættes til én lang RNA-streng. Nukleotiderne indsættes med deres 5'-hydroxylgruppe mod starten og deres 3'-hydroxylgruppe mod slutningen af strengen, mens DNA-skabelonen omvendt læses i 3' -5'-retningen; disse retninger kan groft sagt sammenlignes med legoklodsers overside og underside. Reaktionen gennemføres af enzymet RNA polymerase, og anvender den ene af de to strenge i DNA som skabelon (template); denne streng benævnes ofte template-strengen eller skabelonstrengen. Transskription kan opdeles i tre faser; initiation (begyndelse), elongering (forlængelse) og terminering (afslutning), der hver styres af forskellige proteiner og faktorer.