Tripelalliancekrigen, også kendt som Den paraguayanske krig eller Den store krig, blev udkæmpet i årene 1864-1870 og er en af de blodigste konflikter, som er foregået på det amerikanske kontinent. Den blev udkæmpet mellem Paraguay på den ene side og de allierede lande Argentina, Brasilien og Uruguay på den anden.
Årsagerne til denne krigs begyndelse er omstridte. Som hovedårsager har været påpeget sådanne forhold som efterdønninger efter koloniseringen af Latinamerika, kampen om fysisk herredømme over den strategisk vigtige Rio de la Plata-region, Brasiliens og Argentinas indblanding i den interne politik i Uruguay, britiske økonomiske interesser i regionen samt udvidelsesambitionerne hos den paraguayanske præsident Francisco Solano López.[1]
Udfaldet af krigen blev et fuldstændig nederlag for Paraguay. Efter, at tripelalliancen nedkæmpede Paraguay i en konventionel krig, blev konflikten ændret til en udmattende guerillakrig, som efterhånden reducerede hele den paraguayanske befolkning, både den militære og den civile. Et skøn over de totale tab i Paraguay – gennem både krig og sygdom – har været så højt som 1,2 millioner personer eller 90 % af befolkningen før krigen.[2] Et måske mere nøjagtig skøn sætter de paraguayanske tab til ca. 300.000 af de 500-525.000 førkrigs-indbyggere.[3]
Det tog mange årtier før Paraguay kunne genrejses fra det kaos og den demografiske ubalance, landet var blevet udsat for. Krigen førte til afslutningen på slaveriet og kejserdømmet i Brasilien samt førte til, at militæret fik en nøglerolle i landet. For Argentina blev udfaldet en modernisering af hele landet. Brasilien og Argentina gik efter krigen bort fra sin rolle som interventionister i den interne politik i Uruguay.[4]