Troldspejlet | |
---|---|
Information | |
Originaltitel | Troldspejlet |
Genre | Spil/film/bog anmeldelser |
Skabt af | Jakob Stegelmann |
Medvirkende | Jakob Stegelmann |
Spilletid | ca. 20 min. |
Sprog | Dansk |
Sæsoner og afsnit | |
Antal afsnit | Cirka 650 (2014) |
Produktion | |
Produktionsår | 1989 - nu |
Produktionsland | Danmark |
Udsendt | |
Oprindelig kanal | Danmarks Radio |
Først sendt | 3. februar 1989 |
Sidst sendt | Sendes stadig |
Sidst sendt i DK | Sendes stadig |
Musik | |
Komponist bag kendingsmelodi | Temaet fra Gremlins 2[1] (tidligere episoder havde temaet fra Clash of the Titans) |
Links | |
Troldspejlet på IMDb (engelsk) |
Troldspejlet er et dansk tv-program med værten Jakob Stegelmann. Troldspejlet bliver sendt en gang om måneden på DR Ultra. Hvert program fokuserer på et bestemt emne indenfor fiktion, for eksempel kendte film, computerspil eller tegneserier. Programmets målgruppe er primært børn og unge, og derfor er programmet koblet sammen med DR's B&U-produktion.
Programmet var oprindeligt et magasinprogram, der primært handlede om de nyeste film, computerspil, bøger etc., idet der af og til suppleredes med tilbageblik på en given genre eller serie. Til at begynde med suppleredes der med gamle Superman-tegnefilm. Senere kom der små indslag som Spilværkstedet, hvor spildesignere viste, hvordan man simpelt kunne lave spil i computerprogrammer som Game Maker. Et andet tilbagevendende indslag kaldet Pixels gav seerne en platform til at vise deres hjemmelavede animationsfilm frem.
Programmet har kørt på DR's kanaler siden 1989. Dermed er det på 3. pladsen over programmer, der har kørt længst på DR, og som stadig sendes, kun overgået af TV-avisen (1965) og Søren Ryge Petersens haveudsendelser (1988)[2]. Fra starten sendtes programmet på DR1 og efter etableringen af DR Ramasjang i 2009 desuden med genudsendelser der. Fra 9. marts 2013 er programmet flyttet til den nyetablerede kanal DR Ultra sammen med de øvrige programmer for de ældre børn. I 2015 blev programmet ændret fra at være et ugentligt magasinprogram til at være en månedligt temaprogram.[3]