Republikken Tunesien الجمهورية التونسية El-jomhouriya it-Tounisiya | |
---|---|
Motto: Orden, Frihed og Retfærdighed | |
Nationalmelodi: Humat El Hima | |
Hovedstad og største by | Tunis 36°48′N 10°10′Ø / 36.800°N 10.167°Ø |
Officielle sprog | Arabisk[1] (Tunesisk dialekt) |
Regeringsform | Unitær republik[1] |
Kais Saied (fra 2019) | |
Kamel Madouri (fra 2024) | |
Uafhængighed | |
• Fra Frankrig | 20. marts 1956 |
Areal | |
• Total | 163.610 km2 |
5,0 | |
Befolkning | |
• Anslået | 11.565.204 (2018)[2] |
• Tæthed | 70,7/km2 |
BNP (nominelt) | USD 46,69 mia. (2021)[3], USD 46,66 mia. (2022)[4] |
Valuta | Tunesisk dinar (TDN ) |
Tidszone | UTC+1 |
UTC+2 | |
Kendings- bogstaver (bil) | TN |
Luftfartøjs- registreringskode | TS |
Internetdomæne | .tn |
Telefonkode | +216 |
ISO 3166-kode | TN, TUN, 788 |
Tunesien (arabisk: تونس, tr. Tūnis; fransk: Tunisie), officielt Republikken Tunesien (arabisk: الجمهورية التونسية, tr. al-Jumhūrīyah at-Tūnisīyah; fransk: République tunisienne) er et land i Maghreb-regionen Nordafrika. Det har et samlet areal på 163.610 km2. Landet grænser op til Algeriet i vest og sydvest, Libyen i sydøst, og Middelhavet i nord og øst. Tunesiens indbyggertal er ca. 11,4 millioner (2017).[5] Dets navn er afledt af hovedstaden Tunis, der ligger ved Middelhavet.
Tunesien er hjemsted for den østligste del af Atlasbjergene og den nordligste del af Saharaørkenen. Resten af landet består primært af frugtbar landbrugsjord. Tunesiens 1.300 km lange kystlinje omfatter bl.a. den afrikanske skillelinje mellem det vestlige og østlige Middelhav.
Tunesien er en semipræsidentiel republik. Landet regnes for den eneste fuldtud demokratiske stat i den arabiske verden, og rangerer højt på FN’s HDI-liste.[6][7][8] Tunesien er medlem af FN, OIF, Middelhavsunionen, Det Øst- og Sydøstafrikanske Fællesmarked, Maghrebunionen, Den Arabiske Liga, OIC, AU, CEN-SAD, NAM og G77. Landet har indgået en associeringsaftale med EU og har desuden opnået officiel status af nær allieret til USA. Tunesien har desuden knyttet tætte bånd til Europa, først og fremmest Frankrig og Italien, gennem økonomisk samarbejde, privatisering og industrialisering.[9][10]
I oldtiden var Tunesien hovedsageligt befolket af berbere. I 1100-tallet f.Kr. grundlagde fønikiske immigranter byen Karthago, der siden udviklede sig til en økonomisk og militær regionalmagt. Karthagos rival, Den Romerske Republik, ødelagde byen i 146 f.Kr. Tunesien var de næste otte hundrede år underlagt romersk herredømme. Romerne indførte bl.a. kristendommen og opførte arkitektoniske vidundere såsom amfiteatret i El Djem. Fra 647 forsøgte muslimske arabere gentagende gange at erobre Tunesien, hvilket lykkedes i 697. Osmannerne erobrede Tunesien 1534-1574, og sad på magten de næste tre hundrede år. I 1881 koloniserede Frankrig Tunesien. Landet opnåede uafhængighed med Habib Bourguiba i 1957. I 2011 blev Tunesiens mangeårige præsident Zine El Abidine Ben Ali afsat under den såkaldte Jasminrevolution, og der blev afholdt parlamentsvalg. Det blev efterfulgt af parlaments- og præsidentvalgene i oktober og november 2014.[11][12] Tunesien er derfor det eneste land i Nordafrika, der klassificeres som ”frit” af Freedom House.[13]