UC3 Nautilus var en privatbygget ubåd, der blev søsat lørdag den 3. maj 2008 i København. Ubåden er bygget af Peter Madsen (også kendt som Raket-Madsen) med støtte fra en gruppe hjælpere.[1] Det var Peter Madsens tredje ubådsdesign.[1] Ubåden blev i flere medier omtalt som den største privatbyggede ubåd i verden, men f.eks. i Colombia er der set større privatbyggede ubåde.[2]
På søsætningstidspunktet var ubåden et nøgent skrog og var ikke fuldt udstyret endnu, men vejede alligevel 32 tons. Nautilus var næsten en halv størrelse af den danske flådes ubåde af Tumleren-klassen og blev drevet diesel-elektrisk.[3] Den dykker til ca. halvdelen af de danske militære ubådes dybde. Ubåden blev på søsætningsdagen bugseret til udrustning ved kunstnerskibet M/S Halfmachine.