US Open 1977 | |
---|---|
Arrangement | |
Arrangør | United States Tennis Association |
Turnering nr. | 97 |
Dato(er) | 31. august - 11. september 1977 |
Spillested | West Side Tennis Club, Forest Hills |
Værtsby | New York City, USA |
Underlag | Grus (Har-Tru) |
Kategori | Grand slam |
Præmiesum | $ 462.420[1] |
Vindere | |
Herresingle | Guillermo Vilas (1. titel) |
Damesingle | Chris Evert (3. titel) |
Herredouble | Bob Hewitt Frew McMillan (1. titel) |
Damedouble | Martina Navratilova Betty Stöve (1. titel) |
Mixed double | Frew McMillan Betty Stöve (1. titel) |
US Open 1977 var en tennisturnering, der blev spillet udendørs på grusbaner af typen Har-Tru i West Side Tennis Club i Forest Hills, New York City, USA i perioden 31. august - 11. september 1977. Det var den 97. udgave af US Open gennem tiden og den 10. udgave af mesterskabet i tennissportens åbne æra, og det var sæsonens fjerde og næstsidste grand slam-turnering. Det var endvidere den sidste udgave af mesterskabet, der blev spillet i West Side Tennis Club, inden det året efter blev flyttet ca. 3 km nordpå til USTA National Tennis Center i Flushing Meadows, hvor turneringen fremover blev afviklet på hardcourt. Det betød også, at det var det tredje og sidste US Open, hvor kampene blev spillet på grusbaner.
Herresinglemesterskabet blev vundet af Guillermo Vilas, som i finalen besejrede den forsvarende mester, Jimmy Connors, med 2-6, 6-3, 7-6(4), 6-0 i en kamp, der varede 3 timer og 16 minutter, og som blev overværet af 12.644 tilskuere. Vilas vandt dermed sin første og eneste US Open-titel i sin karriere og den anden af sine fire grand slam-titler i single. Connors var i US Open-finalen for fjerde år i træk, og ligesom i 1975 måtte han forlade slutkampen i taberens rolle. Finalesejren var Vilas' 39. vundne kamp i træk og hans 46. vundne gruskamp i træk.[2]
Damesingletitlen gik til Chris Evert, der vandt over Wendy Turnbull i finalen med 7-6(3), 6-2, mens 12.587 tilskuere så på. Evert vandt titlen for tredje år i træk som den første kvinde i tennissportens åbne æra og som den første, siden Maureen Conolly vandt mesterskabet i 1951, 1952 og 1953. Det var endvidere Everts syvende grand slam-titel i damesingle, og finalen var hendes 113. vundne gruskamp i træk i en stime, der havde varet i fire år.[3] Wendy Turnbull var i den første af sine tre grand slam-finaler i single, og den blev hendes eneste US Open-finale i karrieren.
I herredoubleturneringen sejrede Bob Hewitt og Frew McMillan efter finalesejr over Brian Gottfried og Raúl Ramírez med 6-4, 6-0.[4] Den sydafrikanske duo vandt dermed den fjerde af deres fem grand slam-titler i herredouble som makkere, og det var deres første og eneste US Open-titel. Hewitt vandt den ottende af sine ni grand slam-titler i herredouble i karrieren, men det var hans første og eneste herredoubletitel i US Open. McMillan vandt den fjerde af sine fem grand slam-titler i herredouble, og det var også hans første og eneste US Open-herredoubletriumf. Både Gottfried og Ramírez var i deres første og eneste US Open-finale i herredouble.
Damedoublemesterskabet blev vundet af Martina Navratilova og Betty Stöve, som i finalen besejrede Renée Richards og Betty-Ann Stuart med 6-1, 7-6.[2] Navratilova vandt den første af sine ni US Open-mesterskaber i damedouble og den tredje af sine i alt 31 damedoubletitler på grand slam-niveau i karrieren, men det var hendes eneste grand slam-triumf med Stöve som makker. Hollænderen vandt US Open i damedouble for anden gang, efter at hun i 1972 havde sejret for første gang med Françoise Dürr ved sin side, og det var hendes fjerde grand slam-titel i damedouble. Richards, der var født som mand, spillede sin første professionelle turnering, siden hun i 1975 havde gennemgået en kønsskifteoperation, og både Richards og Stuart var i den første og eneste grand slam-finale i deres karrierer.
Endelig blev mixed double-rækken vundet af Frew McMillan og Betty Stöve, der vandt den første af deres fire grand slam-titler i mixed double som makkere. I finalen slog de Vitas Gerulaitis og Billie Jean King med 6-2, 3-6, 6-3.[2] McMillan vandt sin anden grand slam-titel i mixed double og den første ved US Open-mesterskabet i mixed double, mens sejren var Stöves første mixed double-titel i en grand slam-turnering.
Mesterskabet bød derudover på en række bemærkelsesværdige begivenheder, der var så kontroversielle eller bizarre, at man 35 år senere stadig betegnede turneringen som "den vildeste Open, der nogensinde er spillet".[5]