VM i ishockey 2015 | |
---|---|
Arrangement | |
Arrangør | International Ice Hockey Federation |
Mesterskab nr. | 79 |
Dato(er) | 1. - 17. maj 2015 |
Værtsland(e) | Tjekkiet |
Værtsby(er) | Prag Ostrava |
Antal deltagere | 16 |
Resultat | |
Førsteplads | Canada (25. titel) |
Andenplads | Rusland |
Tredjeplads | USA |
Statistik | |
Antal kampe | 64 |
Antal mål | 354 (5,53 pr. kamp) |
Antal tilskuere | 741.690 (11.589 pr. kamp) |
Bedste spiller | Jaromir Jagr |
Topscorer | Jason Spezza 14 point (6 mål, 8 assists) |
VM i ishockey 2015 var det 79. verdensmesterskab i ishockey, arrangeret af International Ice Hockey Federation. Mesterskabet havde deltagelse af 47 hold, der spillede VM-turneringer på seks forskellige niveauer.
Topdivisionen (tidligere kaldt "A-VM") med deltagelse af de 16 bedste hold blev afviklet i Tjekkiet i perioden 1. - 17. maj 2015 med Prag og Ostrava som værtsbyer. Det var 10. gang at Tjekkoslovakiet eller Tjekkiet var vært for VM i ishockey.
Mesterskabet blev vundet af Canada, som gik ubesejret gennem turneringen, og som i finalen besejrede de forsvarende mestre fra Rusland med 6-1. Triumfen var Canadas 25. VM-titel, men den første siden 2007, og sejren betød også, at holdets anfører, Sidney Crosby, blev det 26. medlem af Triple Gold Club.
Bronzemedaljerne gik til USA, som i bronzekampen besejrede værtslandet Tjekkiet med 3-0 i en kamp, hvor hjemmeholdets Jaromir Jagr i en alder af 43 år spillede sin sidste landskamp.
Mesterskabet gjaldt endvidere som den sidste kvalifikationsturnering til den olympiske ishockeyturnering i 2018, idet de otte bedste hold på IIHF's verdensrangliste efter turneringen sikrede sig en plads i OL-turneringen. De otte pladser gik til Canada, Rusland, Sverige, Finland, USA, Tjekkiet, Schweiz og Slovakiet.[1]
Turneringerne på de øvrige fem niveauer blev spillet i løbet af april 2015:
Niveau | Hold | Værtsby | Periode |
---|---|---|---|
1. division gruppe A | 6 | Krakow | 19. - 25. april 2015 |
1. division gruppe B | 6 | Eindhoven | 13. - 19. april 2015 |
2. division gruppe A | 6 | Reykjavik | 13. - 19. april 2015 |
2. division gruppe B | 6 | Cape Town | 13. - 19. april 2015 |
3. division | 7 | Izmir | 3. - 12. april 2015 |