Vandtankvognen eller blot tankvognen er en brandbil i form af en tankvogn, der medbringer store mængder vand til brandstedet. Da den har egen pumpe kan den forsyne andre køretøjer eller selv foretage brandslukning ved hjælp af en vandkanon. Den bemandes med to brandmænd
I Danmark har Beredskabsstyrelsen fastsat et minimumskrav på 6.000 liter vand – i praksis der medbringes gerne 8.000 liter – i Bredebro har man endda en med 22000 liter muligvis Dk's største .
I mange kommuner er tankvognen udstyret ud over lovens minimumskrav, så den mere eller mindre kan fungere som et selvstændigt slukningskøretøj. Dette sker f.eks. ved placering af dyser på køretøjet eller forskelligt materiel til komplette slangeudlægninger. Således har støttepunktet i Aalborg en tankvogn med dyser på siderne til indsats i klitter og plantager.
Eksempelvis ved indsatser med væltede olietankvogne kan dens store vandforsyning komme til sin ret ved, at man ved hjælp af vandkanon og skumvæske udlægger et tykt lag skum, som forhindrer luftens ilt at gå i forbindelse med den udstrømmende væske og forårsage brand eller eksplosion.
Ved store brande i landområder uden fast vandforsyning i form af åer, søer eller lignende lader man flere tankvogne køre i fast pendulfart mellem brandstedet og den faste vandforsyning. I landområder tilkalder man ofte nabobrandvæsenets tankvogne ved større indsatser, i stedet for at hvert brandvæsen skal have adskillige tankvogne holdende for selv at kunne klare ekstreme behov. Visse steder er der dog ikke tilgængelige tankvogne nok til at klare et "worst case scenario", og man vælger at ty til andre opfindsomme løsninger, blandt andet har man på Bornholm i meget tørre somre opfordret til at landmænd fyldte deres gyllevogne med vand, som kunne bruges til supplement ved mark- og skovbrande. En traktor er ganske vist langsommere, men til gengæld kan der findes mange af dem, og de kan desuden køre i svært tilgængeligt terræn. Her kan man så enten pumpe vandet fra gyllevognen over i en autosprøjte eller tankbil, eller man kan – med visse modeller – direkte slukke med gyllesprederen, eksempelvis ved at bakke mod en brændende flade med pumpen i drift.