Back Slag by die Teutoburgerwoud Afrikaans Teutoburg Weald Beadu ANG معركة غابة تويتوبورغ Arabic توتبورق دؤیوشو AZB Бітва ў Тэўтабургскім лесе Byelorussian Битка в Тевтобургската гора Bulgarian Emgann Teutoburg Breton Batalla del bosc de Teutoburg Catalan Bitva v Teutoburském lese Czech Brwydr Fforest Teutoburg Welsh
| Varusslaget | |||||||
|---|---|---|---|---|---|---|---|
| Del af Germanske krige | |||||||
 Rekonstruerede voldanlæg ved Kalkriese |
|||||||
|
|||||||
| Parter | |||||||
| Germanske stammer (Cherusker, Marser, Chattere, Brukterer, Chauker) | Romerriget | ||||||
| Ledere | |||||||
| Arminius | Publius Quinctilius Varus † | ||||||
| Styrke | |||||||
| Uvist, anslået omkring 18.000 | Omkring 30,000; 3 Legioner (17, 18, 19), 3 alaer og 6 kohorter hjælpetropper (auxillia) | ||||||
| Tab | |||||||
| Uvist, anslået omkring 7.000 | Omkring 23.000 | ||||||
Varusslaget var et afgørende slag mellem Romerriget og en alliance af germanske stammer. Slaget stod om efteråret 9 e.Kr., måske i Teutoburgerskoven. Nyere forskning har vist at slagmarken sandsynligvis lå ved Kalkriese ved Bramsch nord for Osnabrück.
I slaget mødte tre romerske legioner ca. 30.000 mand under kommando af Publius Quinctilius Varus ca. 18.000 mand fra et forbund af Cheruskere, Marsere, Chattere, Bruktere, Chaukere og flere andre folkeslag. De blev anført af cheruskerhøvdingen Arminius (på tysk: Hermann). Det lykkedes germanerne at lokke romerne i baghold, og slaget endte med at de romerske legioner blev helt udslettet. Det germanske tab var på ca. 7.000 døde. En grund til den store germanske sejr var at Varus brugte lejede lokale spejdere. De har været medvirkende til, at fælden klappede. En anden grund var, at han delte sin styrke op, så germanerne aldrig mødte hans fuldtallige hær, men i stedet halvdelen af den to gange.
Nederlaget skabte stort røre i Rom, og Sueton fortæller at kejser Augustus lod være med at klippe hår og skæg efter nyheden. Han bankede også hovedet mod væggen, mens han råbte: "Varus, giv mig mine legioner tilbage!!"[1]
En konsekvens af slaget blev at Romerriget definitivt opgav at skyde grænsen frem til Elben og i stedet brugte Rhinen og Donau som naturlig grænse, der blev forbundet med en række forsvarsanlæg (limes) mellem de to floder. Romerne nåede aldrig længere nordpå.
Som en markering af slaget er der i Teutoburgerskoven rejst mindesmærket Hermannsdenkmal.