Venedig Venezia, Venesia | |||||
---|---|---|---|---|---|
| |||||
Overblik | |||||
Land | Italien | ||||
Borgmester | Luigi Brugnaro[1] | ||||
Region | Veneto | ||||
Provins | Venedig | ||||
Grundlagt | 25. marts 421 | ||||
Postnr. | 30121–30176 | ||||
Telefonkode | 041 | ||||
Nummerpladebogstav(er) | VE | ||||
UN/LOCODE | ITVCE | ||||
Demografi | |||||
Indbyggere | 250.369 (2023)[2] | ||||
- Areal | 416 km² | ||||
- Befolkningstæthed | 602 pr. km² | ||||
Andet | |||||
Tidszone | UTC+1 (normaltid) UTC+2 (sommertid) | ||||
Højde m.o.h. | 2 m | ||||
Hjemmeside | www.comune.venezia.it | ||||
Oversigtskort | |||||
Venedig (italiensk: Venezia) er en by i det nordøstlige Italien og er hovedby i regionen Veneto. Den ligger ved en lagune i Adriaterhavet og er spredt over 118 øer. Der er 250.369(2023)[2]indbyggere. Byen er mest kendt for sine kanaler.
Venedig blev grundlagt i det 5. århundrede, og var allerede i det 11. århundrede en stor sømagt og blev i det 14. århundrede den førende italienske bystat. Byen tilhørte Østrig fra 1798 frem til 1866, da den blev en del af kongeriget Italien. Preussen havde bortlovet Venedig til kongeriget Sardinien, det senere Italien.
Byen blev i 1987 optaget på UNESCOs liste over verdens kulturarv [3].
Husene i Venedig er bygget på træpæle, og mange steder ligger husene ikke mere end én meter over dagligt vande. Ganske vist er tidevandet i Middelhavet meget svagere end i fx Atlanterhavet, men specielt ved fuldmåne er risikoen for oversvømmelse stor. Ofte er der flere centimeter vand på Markuspladsen, så man lægger gangbrædder ud – det gælder også i selve Markuskirken. I 1966 stod vandet i én meters højde på Markuspladsen. Hertil kommer, at de gamle pæle, som byen er bygget på, er ved at rådne. Hvert år kommer mere end 12 millioner turister til Venedig, heraf 80% éndagsturister. På den anden side er befolkningen i Venedig mere end halveret gennem de sidste 50 år. Transportomkostninger er for høje. Det er ikke muligt at bygge nyt.
Venedig kaldes ofte for Adriaterhavets Dronning. Siden 1177 og så længe republikken bestod, blev der hvert år på Kristi Himmelfartsdag afholdt en ceremoni eller fest, kaldet Sposalizio del Mar ("ægteskabet med havet"). Festens højdepunkt var, når dogen efter at have modtaget patriarkens velsignelse kastede en guldring i havet med disse ord "Vi tager dig til ægte, o hav, som tegn på sandt og varigt herre."