Vestfronten i 1. verdenskrig | |||||||
---|---|---|---|---|---|---|---|
Del af 1. verdenskrig | |||||||
Under det meste af 1. verdenskrig var tyske og allierede tropper fastlåst i skyttegravskrig langs Vestfronten |
|||||||
|
|||||||
Parter | |||||||
Ententemagterne: Belgien | Centralmagterne: |
||||||
Ledere | |||||||
Ingen samlet kommando indtil 1918, derefter Ferdinand Foch | Moltke → Falkenhayn → Hindenburg og Ludendorff → Hindenburg og Groener | ||||||
Tab | |||||||
Døde: > 2 mio. Sårede: 6.620.000 | Døde: 764.000-1.300.000 Savnede/Fangede: 737.000 Sårede: 4.745.000[10] |
Vestfronten i 1. verdenskrig åbnedes ved krigsudbruddet i 1914, da den tyske hær invaderede Luxembourg og Belgien og fik kontrol over vigtige industriområder i Frankrig. Fremstødet blev på dramatisk vis stoppet i det første slag ved Marne. Begge parter begyndte nu at grave sig ned langs en bugtet linje af befæstede skyttegrave, som strakte sig fra Nordsøen til den schweiziske grænse. Denne frontlinje forblev stort set uforandret under det meste af krigen.
Mellem 1915 og 1917 var der adskillige store offensiver langs fronten. Angrebene omfattede massive artilleribombardementer og masseangreb med infanteri. En kombination af skyttegravssystemer, maskingeværreder, pigtråd og artilleri påførte imidlertid angriberne store tab, og modangreb led samme skæbne. Som følge heraf blev der ikke gjort større fremskridt.
I et forsøg på at bryde dødvandet blev der på Vestfronten introduceret en række nye teknologier, såsom giftgas, fly og kampvogne, men det var først efter en forbedring af hærenes taktik, at der kom en vis form for mobilitet tilbage.
På trods af at Vestfronten var fastlåst, blev den alligevel afgørende for krigens udfald. De allieredes uophørlige fremtrængen i 1918 overbeviste de tyske militære ledere om, at et nederlag var uundgåeligt, og de tvang den tyske regering til at søge fred.
{{cite book}}
: Teksten "year1999" ignoreret (hjælp)
{{cite journal}}
: CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)—see table A2.