Wienerkongressen er betegnelsen for Fredskongressen i Wien fra maj 1814 til juni 1815, der skulle ordne Europas politiske forhold efter Napoleonskrigene. Retningslinjer for Wienerkongressen var at genoprette ligevægten fra før den franske revolution og at skabe garantier mod fremtidige franske erobringer. Den var det hidtil mest omfattende stormagtsmøde for at skabe orden efter en storkrig.
Wienerkongressen var ledet af den østrigske udenrigsminister fyrst Metternich. De vigtigste deltagere udover Østrigs repræsentant var repræsentanter for de fire øvrige stormagter; Ruslands zar Alexander 1., Preussens udenrigsminister Hardenberg, Frankrigs udenrigsminister Talleyrand og engelskes udenrigsminister Castlereagh og hertugen af Wellington. Derudover var de regionale magter Spanien, Sverige og Portugal, der havde kæmpet mod Napoleon, også med i den primære kongres, men med mindre indflydelse. Stort set alle stater i Europa var repræsenteret på en eller måde og søgte at fremme deres sag, fx var Danmark repræsenteret ved kong Frederik 6. og udenrigsminister Rosenkrantz.
Kongressens fastlagde ikke blot fremtidige statsgrænser, men beskæftigede sig også med spørgsmål som sejlads på grænseoverskridende europæiske floder, slaveriets afskaffelse og diplomaters indbyrdes rang.
Selve underskrivelse skete 9. juni 1815, ni dage før Napoleons endelige nederlag ved Waterloo.