Zionisme er en form for jødisk nationalisme, som tager udgangspunkt i, at det jødiske folk udgør en etnisk/national gruppe med ret til at leve i hele eller dele af det historiske landområde, som består af Judæa, Samaria, Galilæa, med hovedvægt på Jerusalem, som har været hovedstad for det jødiske land og folk siden kong Davids tid. Der findes dog også grene af zionismen, der blot kræver et hjemland til jøderne uafhængigt af den geografiske placering.[1]
Grundlaget for zionismen blev skabt med Theodor Herzls bog Der Judenstaat (dansk: Jødestaten), hvis førsteudgave udkom i 1896. Herzl mente, at den eneste løsning på de øgende restriktioner mod jøder, de mange pogromer og den stigende antisemitisme var, at jøderne oprettede en selvstændig jødisk stat. Herzl var bl.a blevet påvirket af retssagen mod den uskyldige fransk-jødiske officer Alfred Dreyfus, som blev beskyldt for landsforræderi i sagen, der senere blev kendt som Dreyfus-affæren.
Den politiske zionisme fokuserede fra 1917 på at etablere en stat i det nuværende Israel. Dens første positive resultat opstod, da den engelske regering den 2. november 1917 udstedte Balfour-deklarationen. Den 14. maj 1948 blev den uafhængige stat, Israel, udråbt, hvilket markerede et afgørende skridt i zionismens politiske bestræbelser.[2]
FN's generalforsamlings resolution 3379 blev i 1975 med stemmerne 72 for og 35 imod (32 undlod at stemme) vedtaget af FN's generalforsamling. Denne resolution sagde, at "zionisme er en form for racisme og racediskriminering". Imod denne resolution stemte hovedsageligt vestlige lande, herunder Danmark.[3] Resolution 3379 blev senere, i 1991, tilbagekaldt med FN's generalforsamlings resolution 46/86.[4]