Diaspora (på oldgræsk, διασπορά – "spredning") bliver brugt om folk eller befolkningsgrupper, der frivilligt eller ufrivilligt lever spredt udenfor hjemlandet.
Udtrykket stammer fra den græske oversættelse af Det Gamle Testamente (Septuaginta) , 5.Mos. 28:25 (Webside ikke længere tilgængelig) og fortæller om de jøder, der i det babyloniske fangenskab (587-539 f.Kr.) blev ført fra hjemlandet Judæa til en eksiltilværelse i Babylon. Ikke alle jøder vendte tilbage, da perserkongen Kyros ophævede eksilet, og mange jøder forblev spredt over hele Mellemøsten og middelhavsregionen.
Efter den romerske hærfører Titus's ødelæggelse af Jerusalem og Templet i Jerusalem i 70 e.Kr. opstod der igen spredning, og med årene blev der etableret store jødiske kolonier i alle de vigtigste byer overalt i antikken som Rom, Alexandria, Athen, Kartago, Konstantinopel, Efesos og Antiokia. Helt frem til dannelsen af staten Israel i 1948 levede langt den største del af det jødiske samfund i diaspora.
Den hebraiske betegnelse for eksilet er Galut.
En lang række folk og folkeslag lever i diaspora.