Postmodernisme er et begreb, der bruges meget forskelligt og derfor ofte opdeles i postmoderne teori, postmoderne kunst (fx postmoderne litteratur) og så en historisk periode, som kaldes postmoderniteten.[1] Denne side handler om den første kategori. Postmodernismen er i denne forstand ofte associeret med især franske tænkere som fx Roland Barthes, Jacques Derrida og Michel Foucault m.fl. Postmodernismen forholder sig til mange forskellige emner som fx erkendelsesteori, historiefilosofi og sprogfilosofi. Centralt for postmodernismen er især angrebet på opfattelsen af universelle sandheder og nogle mener, at postmodernismen gør op med oplysningstidens tanker. Det er omstridt, hvordan postmodernismen relaterer sig til poststrukturalismen og dekonstruktion. Det er efter afslutningen af 2. verdenskrig, at postmodernismen bliver udviklet.